Den verdensberømte arkitekt Richard Rogers er død - 88 år
Richard Rogers tegnede bygninger som Pompidou-centret i Paris og Millennium-kuplen i London. Lørdag døde han.

Galleri - Tryk og se alle billederne.
Den britiske arkitekt Richard Rogers, der har tegnet nogle af verdens mest berømte bygninger, er død.
Det oplyser en talsmand natten til søndag.
Ifølge talsmanden sov Rogers stille ind lørdag aften. Han blev 88 år gammel.
Rogers' karriere tog for alvor fart i 70'erne, da han gennem en årrække var hovedarkitekten bag det facadeløse Pompidou-center i Paris.
Det blev startskuddet til Rogers' moderne hightech-bygninger i stål og glas, hvor den britiske arkitekt fuldt og fast troede på, at højteknologi i arkitekturen var nøglen til fremtiden.
Og det fik han ret i.
Rogers var med til at ændre Londons skyline med karakteristiske bygninger som Millennium-kuplen og skyskraberen Leadenhall Building.
Han har også skabt ekstravagante bygninger som Lloyds hovedkontor i Londons forretningskvarter, Barajas-terminalen i lufthavnen i Madrid og Terminal 5 i Londons største lufthavn, Heathrow.
/ritzau/AFP
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.