EMNER

Denex har nyansat 25

Det nu spanskejede ammunitionsarsenal i Elling har travlt.

Frygten for at arbejdspladserne skulle forsvinde ud af landet, da Forsvaret satte ammunitionsarsenalet (AMA) i Elling til salg, har vist sig ubegrundet. - Vi har ansat flere end 20 nye medarbejdere siden 1. oktober sidste år, og mandag startede yderligere fem nyansatte, fortæller fabrikschef Søren Hansen, Denex A/S, Ammunitionsarsenal. Nu 150 ansatte i Elling De nyansatte tæller hovedsageligt timelønnede men også administrativt og teknisk personale, og totalt er der nu 150 ansatte på virksomheden i Elling. Søren Hansen vil ikke udelukke, at der skal ske yderligere ansættelser. AMA blev i slutningen af maj sidste år overtaget af den store spanske våbenkoncern Expal med hovedsæde i Madrid. Efter dansk sommerferie i juli og ditto spansk i august, kom der for alvor gang i omlægningen til privat virksomhed i det tidligere efterår. Søren Hansen, der var chef for AMA før Expal's overtagelse, er fortsat i den privatiserede virksomhed som fabrikschef. Den adm. direktør hedder Manuel Sanudo Diez, og han opholder sig til dagligt i Madrid, men er i Elling flere gange om måneden, ligesom der også er en del mødeaktivitet den modsatte vej. Denex er koncernens første ammunitionsvirksomhed uden for Spanien. - Den hidtidige organisation i AMA er stort set bibeholdt. Men visse ting er selvfølgelig anderledes nu, hvor vi ikke længere skal referere til Forsvaret, påpeger Søren Hansen. Ammunition og destruktion Han siger, at den øgede travlhed på arsenalet såvel er inden for fremstilling af håndvåbenammunition som indenfor destruktion af våben. - Vi udfører de samme opgaver som før, men er også ved at få nye ting ind i produktionen, bl.a. i sprængstofstøberiet, fortæller Søren Hansen. I øjeblikket kører virksomheden i treholds skifte og er i færd med planlægning også af weekendskifte, så maskinerne holdes i gang alle ugens syv dage. Med i salgsaftalen var en fireårig leveringsaftale med det danske forsvar, men ifølge Søren Hansen er organisationen i Elling også i fuld i gang med at opbygge samarbejde med den spanske salgsorganisation, så virksomheden kan skaffe sig ordrer til militære kunder også i udlandet.