Dengang der var liv på Sæby Havn

Da havnen var af stor betydning for det lokale erhvervsliv og summede af aktivitet

SÆBY:Havnen har altid spillet en vigtig rolle i Sæbys historie. Men den har samtidig været byens smertensbarn på grund af de gentagne problemer med tilsanding og ødelæggelser forårsaget af storm og uvejr. For byens havn var udsat. Den lå nemlig i århundreder placeret i åudløbet. Havnens nuværende udformning er af relativ sen dato. Det er resultatet af en række projekter fra midten af 1800-årene og fremefter. Fiskeriet var tidligere af stor betydning for det lokale erhvervsliv. For de mange kuttere, som var hjemmehørende i Sæby, betød arbejde til en række virksomheder på havnen. Her var vodbindere, sejlmagere, smede og rebslagere. Men også en række større virksomheder har sat deres præg på havnen i Sæby. Og det er nogle af dem, der nu skal fortælles om. Kalkværk og kulkompagni I 1900 fik havnen en ny profil i form af en tung bygning forsynet med en høj skorsten. Det var Sæby Kalkværk, som blev opført på det sted, hvor Sæby Fiskeindustri siden etablerede sin fabrik. På kalkværket blev der fremstillet brændt kalk. Det skete gennem opvarmning af kalksten. Hertil skulle der bruges kul, som blev sejlet til værket. Det samme blev de nødvendige leverancer af kalksten. Ved hjælp af trillebøre og håndkraft blev lasterne af kul og kalk kørt over havnepladsen til kalkværket. Kalkværket overlevede kun frem til 1934. Krisen indenfor byggeriet gjorde det urentabelt at fortsætte. Kalkværket blev revet ned. Det betød bedre plads til Østvendsyssel Kulkompagni, der blev oprettet i 1933 - samme år som Hitler kom til magten i Tyskland. Kulkompagniet importerede kul fra især England og solgte brændslet videre til både forskellige grossister og forbrugere i og omkring Sæby. Det var et hårdt arbejde at tømme skibene for deres kullaster. Sortglinsende arbejdere i lastrummet fyldte kullene i tønder, som blev hejst op og hældt over i trillebøre. Dem kørte andre arbejdere til kulpladsen, hvor kullene blev fyldt på sække. Kulkompagniets egne lastvogne sørgede så for den videre transport til de lokale kunder. Østvendsyssel Kulkompagni havde hjemme på havnen frem til midten af 1960'erne. På det tidspunkt var både fjernvarme og oliefyr blevet så alvorlige konkurrenter til det faste brændsel, at lejen af pladsen på havnen ikke længere kunne svare sig. Derfor kom salg af fast brændsel herefter til at foregå fra Sæby Trælasthandels grund på Chr. Pedersensvej. Gødningsforretning I skrivende stund kan havnefronten mod syd godt ligne en bydel hærget af krig. Ikke mindst på grund af et delvist indhegnet område nær havnebassinet. Her på kajen lå indtil for få uger siden et stort gødningshus, som tilhørte Dansk Andels Gødningsforretning. Det blev opført i 1936 samtidig med at kalkværket forsvandt. I pakhuset opbevaredes sække med kalk og gødning, som var tiltænkt østvendsysselske landmænd. Igennem 33 år fungerede gødningshuset, men så var også dets tid forbi. Efter en årrække at være brugt til forskellige formål, blev gødningshuset revet ned i dette forår. De politiske følger af den åbenbart ulovlige nedrivning venter Sæbys undrende befolkning spændt på. Fiskeindustri Giganten blandt havnens virksomheder gennem tiderne er ubetinget Sæby Fiske Industri. Forløberen for dette moderne industrieventyr var hermetikfabrikken Kold Fisk, som i 1944 blev grundlagt af den navnkundige forrretningsmand G. A. L. Thorsen - kendt som Gale-Thorsen og far til den driftige storentrepenør Kurt Thorsen. Fabrikken producerede fiskefiletter, der blev frosset ned og derefter pakket ind i cellofan. I 1947 kom Sæby Fiske Industri til verden. Det skete i en af de bygninger, Thorsen havde brugt. Sæby Fiske Industri gik dårligt, men så blev firmaet i 1949 overtaget af en af de ansatte -Christian Vanggaard, der snart fik den skrantende virksomhed banket frem til succes. Allerede midt i 1950'erne var antallet af ansatte til tider oppe omkring 100. Rejer på dåse var en vigtig salgsartikel. Og rejerne blev frem til begyndelsen af 1960'erne pillet i hånden. Det gav arbejde til mange ufaglærte kvinder fra Sæby og omegn. De var på akkord, så det gjaldt om at få noget fra hånden. En dygtig rejepiller kunne i løbet af en arbejdsdag pille omkring 30 kg rejer. Firmaets øvrige produkter bestod af makrel og tun på dåse, som betød omsætning og fast arbejde til mange mennesker. Sæby Fiske Industri har igennem årene satset på tidens nyeste teknologi. Virksomheden er løbende blevet moderniseret, og gentagne gange er de fysiske rammer blevet ændret. I dag er fabrikken flyttet væk fra havnen og har i stedet etableret sig i industriområdet ved Kjeldgaardsvej, hvor der for adskillige hundrede millioner kroner er opført en af verdens mest moderne fiskeindustrivirksomheder . Tilbage på havnefronten ligger den attraktive grund, hvor fabrikken var placeret. Om grundens fremtidige anvendelse har der de seneste måneder været ført en heftig og engageret debat. For sæbynitter er ikke ligeglade med deres by. Havnen i drengeårene Som dreng i 1950'ernes Sæby oplevede jeg havnen som noget særligt. Det var et fantasiæggende sted, hvor der altid skete noget.Ved sydkajen blev paketbåden til København losset for sin last af grønne ølkasser. Fra værftets bedding lød der højlydt banken, og der var en stank af kogte rejer i luften omkring fiskefabrikken. Om eftermiddagen tøffede kutterne ind med deres last af friskfangede fisk. De blev solgt i auktionshuset på havnens nordside, hvor jeg hver gang blev imponeret over den flegma, der prægede auktionshallens aktører. Et diskret vip med et øjenbryn - og 100 kg torsk havde fundet en køber. Og der var hyttefadene i havnen, som en varm sommerdag duftede af tjære, og som det var en yndet sport at springe imellem uden at ende i havnebassinet. Det skete på vejen ud til svømmeklubben, der lå for enden af den nordre mole. Herude blev byens børn oplært i svømningens svære kunst. Som nybegynder måtte man iført svømmebælte friste en alt andet end glorværdig tid i den såkaldte "grisekasse" , inden man endelig blev sluppet løs og fik lov at svømme frit i havnebassinet. I min erindring skinnede solen altid om sommeren dengang i 1950'erne. Det gjorde den også i filmen "Far til fire på landet", som blev optaget i Sæby i juni-juli 1955. Filmholdets ankomst til lillebyen var årets begivenhed. Om dagen fandt optagelserne især sted på havnen, og de blev fulgt af en stor skare nysgerrige sæbynitter. Og når det blev aften, slog man gerne et slag omkring Hotel Harmonien, hvor holdet var indkvarteret. For hvem drømte ikke om at se en af datidens kändisser. Måske Ole Neumann, som spillede Lille-Per, eller Birgitte Bruun (senere Price), der havde rollen som den fornuftige storesøster Søs. Instruktøren Alice O'Fredericks valgte Sæby til filmoptagelserne, fordi hun her fandt det uspolerede købstadsmiljø, der skulle agere prototypen på den danske provinsidyl. Siden filmen blev optaget, er der sket meget på havnen i Sæby. Det aktive liv, som havde sit udspring i fiskeriet, er forsvundet sammen med fiskene. Er det sært, at man nostalgisk tænker tilbage på den tid, hvor havnen endnu emmede af det liv, man forbinder med en søkøbstad?