Dengang kom folk hinanden ved

Lydia Larsen fylder 100 år i dag, og hun kan se tilbage på et langt, godt liv

Birgit Eriksen
Lydia Larsen har i sin levetid oplevet en enorm udvikling - hun husker for eksempel, den dag hun så den første flyvemaskine, og den første radio. I dag fylder Lydia 100 år, og hun har selvfølgelig kaffe på kanden til dagens gratulanter. Foto: Michael Bygballe
Brønderslev 28. november 2014 06:54

BRØNDERSLEV: Lydia Larsen fylder 100 år i dag, fredag. Og fødselaren ser ikke alene tilbage på et langt liv. Hun konstaterer også, at livet har været godt.

- Jeg har aldrig haft mange penge, men jeg har altid haft det, jeg kan bruge. Og jeg havde verdens bedste mand og nogle søde piger, siger Lydia med en tanke til husbonden Hans, der døde for 32 år siden samt døtrene Tonny, der i dag bor i Brønderslev og Sonja, der har bosat sig i Næstved.

Lydia har oplevet to verdenskrige og levet under to konger og en dronning. Og så erindrer hun for eksempel tydeligt, da hun så den første flyvemaskine på himlen over Vendsyssel.

- Vi stod med åben mund og polypper og snakkede om, at den da ikke kunne blive deroppe, griner Lydia.

- Jeg kan da også huske den første radio. Vores nabo havde været i Amerika, og hun havde et krystalapparat med hjem. Og tænk sig - vi fik lov at få øreklapperne på, og høre musik. Det var da helt vildt, husker hun.

Kaffe hos naboen

Lydia har oplevet tiden inden, der var indlagt vand og elektricitet i husene og inden toilettet, som vi kender det i dag, var opfundet.

- Jeg kan huske, da vi fik elektrisk lys. Vores piger var små, og de fik lov til at skiftes til at tænde lyset.

De indre billeder fra svundne tider er mange og rummer blandt andet også dengang, der blev lagt asfalt på grusvejene.

- Så kunne vi danse på vejen. Dengang var der jo ikke radio og fjernsyn. Vi skulle tage fornøjelserne, hvor vi kunne få dem. Men dengang kom folk hinanden ved.

- Om aftenen - efter jeg var blevet gift - tog vi futsko og strikketøj under armen, og gik op til naboen og fik en kop kaffe. Der skulle ikke stilles noget an - havde vi noget brød, var det godt, og havde vi ikke noget, var det lige godt. Den ene havde ikke mere end den anden, siger Lydia.

- Nu om dagen kan man jo ikke være lykkelig, hvis ikke man har to biler i garagen og tv og ting og sager, smiler hun.

Lydia er født i Sankthans Sogn i Hjørring, og familien flyttede til Ugilt, da hun var seks år.

Skolegangen beskriver Lydia med ordene: Kæft, trit og retning. Og hun gik i skolen i den periode, hvor eleverne skrev med blæk og griffel på skiffertavler.

- Vi lærte at skrive, stave, læse og regne - og bruge hovedet, siger Lydia, der ofte græmmes over stavefejl i aviserne.

- Og så lærte vi salmevers. Jeg tror, jeg kan det meste af samlebogen udenad, griner hun.

Lydia stortrivedes i skolen, hvor hun sugede en masse ny viden til sig.

- Jeg vrælede, da vi gik ud af skolen, siger hun og tilføjer, at hun har syv års skolegang bag sig.

- Så skulle vi ud at tjene.

- Jeg har været ude at tjene flere steder - første gang, da jeg var 14 år.

Som 18-årig rejste Lydia til Sjælland for at tjene. Langt væk fra familien og uden telefonisk kontakt til hjemegnen.

- Men posten tog jo breve med hjem. Dengang kunne man skrive et brev. Det mangler jeg i dag.

En hverdag med nål og tråd

I 1935 vendte Lydia hjem fra Sjælland, og i 1938 blev hun gift med Hans Larsen. Han var fra Saltum, hun fra Ugilt, og de mødte hinanden i Serritslev hos Lydias bror.

- Vi mødtes på midten, smiler hun.

Og måske var netop den strategi også opskriften på et godt ægteskab.

Lydia var forinden blevet udlært skrædder, en uddannelse der tog fire år. Og hun syede selvfølgelig selv sin brudekjole.

- Den kostede hele fem kroner, smiler hun, og tilføjer, at hun havde fundet en stofrest i Hjørring til formålet.

- Den var syet af rigtig tung silke med små blanke prikker i.

Lydia har altid udfoldet sine skrædderkundskaber fra hjemmet, og egnens kvinder blev klædt godt og smukt på med kreationer fra Lydias hånd.

- Jeg syede for eksempel en pæn ulden kjole med besætning og det hele - og det fik jeg fem kroner for.

Til sammenligning kostede et stort rugbrød 42 øre, oplyser Lydia. Og det var vel at mærke et rugbrød på fire kilo.

- Jeg har også syet meget børnetøj. Jeg har vendt mange gamle frakker og syet flyverdragter af dem. Jeg har også syet kjoler med flotte perlebroderier. Jeg kan lidt af det hele.

Det kreative talent dyrker hun fortsat, også selvom hendes syn det seneste år har svigtet. Hun har tidligere broderet julekort, samt strikket og hæklet en masse.

- Jeg skal helst have noget i hænderne, siger hun.

- Nu kan jeg ikke engang se at tråde en nål. Men jeg strikker en del bamser og nisser, tilføjer hun.

Lydia har været storforbruger af bøger fra biblioteket, men det kniber lige nu med læsningen på grund af synet.

Hun kan dog fortsat dyrke en anden hobby, nemlig løsning af krydsord. Og den disciplin er hun også skrap til.

Duft og rynkecreme

Familiens tæller ud over døtrene, fire børnebørn, og fem oldebørn - og Lydia glæder sig til at se familien til fødselsdagsfest. Men hvad ønsker man sig, når man fylder 100 år?

- Ingenting, lyder det med fast stemme fra Lydia, der retter sig selv.

- Jo kaffe - og noget der dufter godt. Og måske skal jeg også have noget rynkecreme, smiler hun med et glimt i øjet.

Lydia er klar til at tage imod gæster i sit hyggelige hjem i Gravensgade på festdagen, og som hun siger:

- Der er kaffe på kanden hele dagen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...