Denise tilbage igen

Heste 17. september 2002 08:00

AALBORG: En af sidste års store sejrsslugere seks-årige Denise med Pauli Andersen bag tømmerne kom endelig tilbage på sejrstronen, da den i sprinterløbet over 1600 meter i aftes fra startspor otte fløj til spids og derefter berherskede resten af løbet sikkert. Lidt lettere end forventet blev det for Denise, da stor favoritten Felicia B/Birger Jørgensen fra start fik en altødelæggende galop og dermed var ude af spillet. Vindertiden for Denise blev flotte 16,9 hvilket var aftenens hurtigste tid. Birger Jørgensen skulle som sædvanlig ikke køre tomhændet hjem til Århus, idet han vandt to sejre. Først var det den fire-årige røde hingst Fiffer Søndergård, der gentog sin sejr fra sin debut i Billund. Birger Jørgensen har store forhåbninger til hesten, der ved sejren i går var ret så tung vægtet, og kan det pilles af hesten, venter der mange sejre forude. Anden sejr til Birger Jørgensen kom med Gate Song, der efter et smørløb i inderbanen fik plads ved opløbet, og deréfter var det en nem sag for Birger Jørgensen at styre hesten til sikker sejr, mens den længe førende By Densi Print/Frank Sørensen fik en pæn andenplads. Kent Friborg skulle også have sin næsten obligatoriske sejr, da han med Maj Baronen i en hidsig duel med C Engholm efter 600 meters kørsel forsvarede sin spids med hårde 12,4 de første 500 meter. Jeppe Juel kørte tre-årige Gismo Rush i aftenens sjette løb, og efter en lidt hidsig køretur, hvor hesten flere gange brækkede lidt ud i banen, endte den med en sikker gang ind i opløbet og sejrede overlegent i 19,6. Hvis den kan fortsætte takterne og med lidt mere rutine, bliver det en spændende hest at følge fremover. Tre amatørsejre Det blev også til amatørsejre denne aften, og den ene kom i aftenens supertrioløb, hvor Jacob Christiansen med spidshesten Fie The Four tog fronten, og så var løbet ret overraskende faktisk afgjort, idet ingen var i stand til at true parret. Pæne 13 gange pengene i odds, mens supertrioløbet gav hele 22.820 kroner til den dygtige, der havde fundet den rigtige kombination. Favoritterne i løbet Emil D T og Ghana Roland var begge udtilbens med galop til følge, hvilket banede vejen for den store gevinst. Flying Holmager med Carsten Christensen var for føste gang til start, og den gjorde et glimrende indtryk ved at sejre relativ sikkert, mens Kent Friborg blev anden med Gunther Rævebak, der det meste af løbet var på kanten af en fejl. Det afsluttende handicap gik til Michael Andersen bag Ulrik V P, og det var Michael Andersens første sejr som amatør, en sejr der uden tvivl glædede faren travtræner Pauli Andersen. Omsætningen var noget bleg med knap 500.000 kroner for de otte løb.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...