USA

Dennis Blair ny efterretningschef i USA

WASHINGTON:Den kommende amerikanske præsident, Barack Obama, nominerede fredag to af Washingtons politiske sværvægtere til nøglepositioner i USA's efterretningstjenester og svor samtidig at bryde med de omstridte metoder fra "krigen mod international terrorisme". Obama har nomineret den pensionerede admiral Dennis Blair som direktør for den nationale efterretningstjeneste og den tidligere stabschef i Det Hvide Hus Leon Panetta som leder af CIA. - Gode efterretningsoplysninger er ikke en luksus. Det er en nødvendighed, sagde Obama, da han offentliggjorde de to navne til de to centrale poster. Han betonede samtidig, at hans administration vil respektere Genèvekonventionen og undlade anvendelse af tortur. - For at sikre vor befolknings sikkerhed må vi uden at handle kritisabelt indsamle, analysere, dele og handle hurtigt på baggrund af informationer, hed det i erklæringen fra Obama./ritzau/AFP