Ungdomsuddannelser

Dennis slår store brød op

Bagerlærling vandt international konkurrence

BIERSTED:Det hele begyndte med, at han gik og gjorde rent i Biersted Bageri efter skoletid for at tjene lidt penge, men Dennis Møller Jensen drømte egentlig mere om at blive frisør eller tømrer. Men da det var svært at finde en lærerplads, og han kunne lide lugten i bageriet hos Stefan Steenholt, så endte det med, at Dennis gik lære som bager. Det har han ikke fortrudt, og at han har håndelaget, beviste han ved at vinde en international konkurrence i Ungarn for nyligt. Sammen med kokke- og tjener-elever også udsendt af Aalborg Tekniske Skole vandt han holdkonkurrencen i 51. udgave af den internationale konkurrence på Budapests hotel- og restaurantfagskole "Gundel Karoly" med deltagelse af inviterede hold fra otte forskellige lande. Desuden vandt Dennis Møller Jensen førstepræmien i kagefremstilling og specialprisen for bedste smag. Det skete med en champagnefromage pyntet med jordbær, hindbær, vindruer, brombær samt hvid og mørk chokolade, og ostelagkagen Grand Marniere Gateau også var pyntet med frugter og chokolade. Derfor er det en stolt mester og lærling, som torsdag i bagerforretningen i Biersted holder en lille recption, hvor man kan prøvesmage en udgave af vinder-ostekagen. - Inden vi tog afsted, sagde jeg, at man rejser ikke så langt for at blive nummer to. Men det var kun for sjov, jeg havde aldrig drømt om at vinde, siger 18-årige Dennis Møller Jensen, der blev overrasket med et surprise-party arrangeret af mester, Stefan Steenholt, da lærlingen vendte hjem. Dennis fik mod på at deltage i konkurrencer, da han sidste år var med i en talentkonkurrence på Aalborg Tekniske Skole og fik en fjerdepalds. Han ser førstepladsen i Ungarn som en anerkendelse til hans læreplads, og så kan han bruge det, hvis han en gang skal søge nyt job, og han er klar til en ny udfordring, når han igen deltager i den tekniske skoles talentkonkurrence 26. april. Dennis Møller Jensen har til april gennemført to år af den tre år og syv måender lange uddannnesle. - Jeg gik i lære på grund af Stefan Steenholt. Jeg kan mægtigt godt lide at være her, og vi forstår at få noget sjov ud af det, hvis det ser lidt surt ud en dag, siger Dennis Møller Jensen I starten var det lidt hårdt at vænne sig til en arbejdsdag fra klokkken 04 til 12, men nu går det fint. Han går som regel i seng ved halv elleve-tiden, efter at han er kommet hjem fra boksetræningen i Pandrup BK, og han tager så også en times middagslur efter arbejdsdagen. Så han behøver ikke at sige nej til fritid eller at gå i byen med vennerne, da han har fri hver tredje weekend. Stefan Steenholt er også glad for førstepræmien. - Det er med til at vise, at de danske bagere sagtens kan lave brød og bagværk af kvalitet, siger han. - Det handler om, at vi skal smide alle mixprodukter og færdigmel ud. Vi skal i stedet sætte vores eget særpræg på brødet , siger bageren.