Blokhus

Der blev fanget inspiration, samvær og livskvalitet

Lørdag lagde det gode skib Agape af Mariager dæksplanker til en lille sejltur for en gruppe afghanske flygtninge. Turen var arrangeret af Frivilligforeningen for flygtninge i Rebild Kommune.
Inden trosserne blev kastet orienterede skipper Arne Pedersen om hvordan man sejler...

Foto: Martin Damgård

Lørdag lagde det gode skib Agape af Mariager dæksplanker til en lille sejltur for en gruppe afghanske flygtninge. Turen var arrangeret af Frivilligforeningen for flygtninge i Rebild Kommune. Inden trosserne blev kastet orienterede skipper Arne Pedersen om hvordan man sejler... Foto: Martin Damgård

MARIAGER:Galeasen Agape sejlede under Anden Verdenskrig jødiske flygtninge i sikkerhed i Sverige, og i går -godt 60 år efter - var lasten igen flygtninge. Denne gang var turen dog mere overskuelig, den gik kun fra Mariager til Hobro og retur, og målet var ikke sikkerhed, men snarere det modsatte, da deltagerne, overvejende afghanske flygtninge blandt andet fik lov at gynge langs siden på skibet, kravle ture i riggen og sidde på bovsprydet. Det skulle egentlig have været en mandetur med fiskestænger, skumsprøjt og bramfri tale. Men for at fylde skibet havde arrangørerne, Frivilliggruppen i Rebild, tidligere Skørping, inviteret koner og børn med. Der blev fisket, men uden større held, i hvert fald hvad fisk angår. - Men til gengæld bliver der tanket inspiration, samvær og livskvalitet, og det kan jo ikke gøres op i penge, mener Svend-Aage Holt, der sidste år fik ideen om at sende flygtninge til Blokhus for at flyve med drager, og nu altså følger op med familiefisketur. Hvad bliver så det næste? - Det ved jeg ikke, men jeg finder på et eller andet. Jeg kan ikke lade være. Det at gøre noget for andre koster jo ikke noget, og man får så meget igen, når man ser, hvor glade de bliver, siger Svend-Aage Holt, der i tidens løb har udøvet integration på mange forskellige måder. Hidtil kun til gavn for flygtninge uden for Mariagerfjord Kommune, og står det til Frivilliggruppen, så ændrer det sig ikke. - Vi slipper ham ikke, smiler formand Ulla Bidstrup, der selv gjorde turen med på Mariagerfjord.

Forsiden