Lokalpolitik

Der blev ikke fanget nok til grillen

} MANDEFISKERI: Klub 45 plus-mændene fra Blenstrup har været på fisketur til Put and Take-søen ved Willestrup, hvor de 36 deltagere dog kun fangede fem fisk. Den største på 3,8 kilo blev fanget af Per Fenger. Den ringe fangst betød dog, at aftensmenuen kom til at bestå af pølser i stedet for grillede fisk. Det næste arrangement står juniorklubben under "plus 45" for, og det bliver en tur til gokartbanen i Mou og bagefter lidt fast og flydende i Muldbjergene. } LÅN: Byrådet har på et lukket møde besluttet at optage et lån på i alt 5,8 millioner kr. i forbindelse med færdiggørelse af ombygningen på Bælum-Solbjerg Skole, oplyser borgmester Børge Olsen (S). Skørping Kommune har for 2005 fået dispensation til at optage lån svarende til 50 procent af udgifterne til skolerenoveringer på op til to millioner kr. samt en generel låneadgang til byggemodning og skolerenoveringer på op til fire millioner kr. Til gengæld fik byrådet ikke i denne omgang vedtaget en egentlig lånepolitik. Punktet blev taget af dagsordenen, fordi økonomiudvalget har udsat sagen igen. Politikerne vil gerne have administrationen og kommunens rådgivere til at se nærmere på de aktuelle muligheder for at omlægge lån, og sagen kommer derefter til politisk behandling i juni, oplyser borgmesteren. } ASFALT: Byrådet har frigivet budgetbeløbene på godt 1,2 million kr. til asfaltslidarbejder, 500.000 kr. til renovering af Skørping Center og 700.000 kr. til renovering af Terndrup Center. Peter Riise (DF) håbede, at den stærkt beskårne asfaltkonto så i det mindste blev brugt til at lappe huller for, og hans partifælle, Mogens Schou Andersen, antydede, at kontoen sidste år var blevet brugt til ekstra asfaltarbejde i den by, hvor udvalgsformand Henrik Christensen (S) selv bor. Henrik Christensen afviste, at han eller andre politikere havde noget at gøre med prioriteringen af asfaltmidlerne, det er medarbejderne i forvaltningen, der beslutter, hvor der skal asfalteres.