Støvring

Der blev lavet klima-dimser i Støvring

Biblioteket i Støvring og naboen, Ungecenter Nord, havde indbudt til Klimafestival

Fantasien fik frit spil, når genbrugsmaterialer blev taget i brug til at lave figurer.
Fantasien fik frit spil, når genbrugsmaterialer blev taget i brug til at lave figurer. Michael Koch

STØVRING: - Se, jeg har lavet en multifunktionel dims...

Sådan lød det fra 11-årige Freja Stahl Olsen, da hun lørdag deltog i en såkaldt klimafestival, som bibliotekerne i Rebild Kommune havde arrangeret sammen med naboen, Ungecenter Nord.

Her var der sat fokus på bæredygtighed.

Det var første gang de to institutioner i Støvring var gået sammen i fællesskab omkring et arrangement. En klimafestival som et led i to klimauger kaldet "Rebild Klima" havde fået de to institutioner til at pulje kræfterne. Det blev til en dag fuld af klimaaktiviteter for børn, unge og voksne.

På biblioteket var det blandt andet muligt at lave ting og sager af skrald - under ledelse af Thit Asmussen, der er billedskolelærer på Rebild Kulturskole.

Freja Stahl Olsen havde den store limpistol i sving og satte gammelt skrammel sammen - til noget hun havde lidt svært ved at definere.

- Først synes jeg det lignede en ged, så en rygsæk, senere en bazooka og nu en højttaler. Jeg kalder det bare en multifunktionel klimadims, lød det fra Freja Stahl Olsen, som blandt andet havde brugt en gammel skyr-bøtte til sin kreation.

Overfor sad 13-årige Anna Bødstrup og havde sammensat et skilt af blandt andet et paprør fra en køkkenrulle.

Her stod der: På loftet sidder Thit, kom op og leg - med malergrej. For store og små, hvor alle kan nå...

- Jeg tror, det skal sættes udenfor for at tage imod gæsterne, lød det fra Anna Bødstrup.

En dome af bøger

På biblioteket var det også muligt at lave ting og sager ud af gamle bøger. Det stod Martin Christiansen blandt andet for. Han viste principperne i en rund dome - en kuppelkonstruktion, der gør, at man kan spare isolering. Altså meget klimavenligt.

Hjemme i sin have i Bælum har han selv bygget et 19 kvadratmeter dome-drivhus. Han har brugt genbrugsmaterialer - og det har kun kostet ham 3500 kr. at bygge drivhuset.

​På ungecentret ved siden af biblioteket stod centerkoordinator Kristine Thillemann og tog imod dem, der havde lyst til at kigge forbi blandt andet loppemarkeds-stande. På centret var det også muligt at sy tasker af genbrugsmaterialer.

- Når nu de to institutioner ligger så tæt på hinanden, så er det jo oplagt at gå sammen om arrangementer. Det er godt nok første gang, men jeg er sikker på, det ikke er sidste, siger Kristine Thillemann.

Det er kun halvandet år siden biblioteket og ungecentret blev indviet.

- Vi vil gerne stå sammen og udnytte nabo-fordelene, når vi ligger så tæt sammen, siger hun.

Normalt er ungecentret ikke overrendt af voksne, så Klimafestivalen var også en mulighed for, at voksne kunne se de forholdsvis nye lokaliteter.

På dagen skulle det have været muligt at smage klimavenlig mad - f.eks. insekter. Men kokken var blevet syg. Til gengæld kunne man købe en helt ny klimakogebog. I bogen findes der en samling opskrifter, som de sidste tre år er blevet til i en konkurrence blandt kommunens skoler om at skabe årets klimamenu.

Bogen er fuld af klimavenlige idéer til madlavning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden