Der blev vundet på både gynger og karruseller

Markedssolen kaster også glans over Nordisk Tivoli

HJALLERUP:Hvor der er et marked, er der som regel et tivoli, og det har også gjort sig gældende for nummer 259 i rækken af markeder i Hjallerup. I år er det Nordisk Tivoli, der har formået at få karrusellerne klemt ind på markedspladsen, og det er man ret godt tilfreds med i tivoliet: Hjallerup Marked er nemlig det største arrangement, som Nordisk Tivoli skal gæste i løbet af sæsonens 25 besøg i sommerlandet. Som blandt de øvrige på Hjallerup Marked er der også i tivoliet tilfredshed. Da der har været mange besøgende, er der blevet tjent på både gynger og karruseller, og en stor del af skylden for det succesrige marked bæres af vejrguderne. - Det betyder meget, at vejret er med os, og det har det virkelig været, fortæller Marcel Christensen. Marcel Christensen er 28 år, og han kommer fra Struer. Gennem de sidste 12 år har han turneret sommerlandet rundt med forskellige tivolier. - Jeg var jo bare en ung knægt, da jeg startede, men jeg kan huske, at jeg kom hjem efter at have været nogle måneder på Færøerne. Så skulle der noget nyt. Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at rejse med et tivoli, så det gjorde jeg så, fortæller Marcel Christensen, der udenfor tivolisæsonen ernærer sig som lastbilchauffør. Her på Hjallerup Markeds sidste dag passer Marcel Christensen den store nye karrusel, som Nordisk Tivoli netop har anskaffet. Karrusellen er købt i Holland, og på Hjallerup Marked har den kørt sine jomfruture. 4,5 millioner kroner er prisen, så det er formentlig de færreste, der har råd til at anskaffe én til baghaven. Marcel Christensen fortæller, at det selvfølgelig tager lang tid at tjene den nye karrusel ind, men en god start har den i hvert fald fået. Den 28-årige karrusel-bestyrer anslår, at der gennem de fire markedsdage har været godt 6500 personer oppe at køre i den nye forlystelse.