Der bliver bluesfest i 2016
2015 satte rekord i billetsalget, og mange er gengangere fra ind og udland

Fredagens koncert med Warren Hayes fik mange til bluesfestival, men faktisk var der flere mennesker inde i Dert Musiske hus om lørdagen.Foto: Hans Ravn
FREDERIKSHAVN:Arrangøren af den 10. udgave af Frederikshavn Bluesfestival Peter Astrup, har allerede bestemt sig for, at lave en ny udgave i den første weekend i november 2016.
- Vi er meget, meget tilfredse med årets festival, siger han, mens musikken spiller lystigt lørdag aften.
Billetsalget har sat ny rekord, og vi har med 700 solgte billetter næsten haft udsolgt, siger han. Så der bliver bestemt en festival næste år, og halvdelen af musikerne er allerede booket.
En tilbagemelding fra en af deltagerne gør smilet endnu større hos Peter Astrup.
- Jeg mødte en fra Tarm. Han sagde, at første gang, de var her kom de to, anden gang fem og denne gang var de 15. Det er sådan jeg gerne vil markedsføre festivalen. Jeg bruger næsten ingen penge på markedsføring, men har valgt at bruge pengene på musikken, fortæller han, mens publikum cirkulerer rundt i Det Musiske Hus, fordi livemusikken skifter mellem den store og den lille sal. De hedder i øvrigt ikke lille og store sal, men Chicago Main Stage og Mississippi Acoustic Stage.
Han fremhæver også samarbejdet med Det Musiske Hus, som de har lejet. Personalet har bluesfestivalen også selv medbragt, ligesom de står for salg af mad, drikkevarer og merchandise.
I år er der solgt flere billetter til de lokale, som han siger. For ellers er festivalens publikum mest udenbys fra ja faktisk udenlands fra.
- Vi har lavet en optegnelse, der viser, at publikum kommer fra 10 forskellige lande. Det er blandt andet fra Finland, Polen, Holland, Schweiz og selvfølgelig fra nabolandene Norge, Sverige og Tyskland, oplyser Peter Astrup.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.