Dronninglund

Der bliver snakket og snakket

Konstitueringen er tidligst på plads fredag

Forhandlingerne indledtes tirsdag aften og fortsatte onsdag, og de genoptages fredag. Foto: Kurt Bering
Forhandlingerne indledtes tirsdag aften og fortsatte onsdag, og de genoptages fredag. Foto: Kurt Bering Kurt Bering

Opdateret kl. 18:51

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Tidligst fredag eftermiddag vil der ske en konstituering i Brønderslev Byråd.

Onsdag var alle partier samlet for at drøfte mulighederne, men der blev aftalt et nyt møde fredag eftermiddag.

Borgmester Mikael Klitgaard (V) håber på en løsning på fredag.

- Mine forhåbninger er der. Vi har haft en god snak, siger Mikael Klitgaard, der går efter en bred konstituering som i dag.

Han fortæller, at der ikke har været konkrete drøftelser af, hvilke udvalgsposter de enkelte partier skal have.

- Jeg har lyttet til ønskerne fra alle fem partier, og nu må vi så se, hvordan vi fordeler posterne, siger han. Baglandet skal også inddrages.

Mikael Klitgaard vil ikke forholde sig til, om Socialdemokraterne får flertal - og dermed formandsposten - i to udvalg, som i dag.

I dag er det social- og sundhedsudvalget samt beskæftigelsesudvalget, der har socialdemokratiske formænd, henholdsvis Ole Jespersgaard og Eskild Sloth Andersen.

Resten af udvalgene sidder blå blok på. Karsten Frederiksen (K) som formand for teknik- og miljøudvalget, Lone Birkmose Lex (V) som formand for børne- og skoleudvalget, Gitte Krogh (V) som formand for ældreomsorgsudvalget, Margit Chemnitz (V) som formand for fritids- og kulturudvalget og Lasse Riisgaard (V) som formand for forsyningen.

- Vi har selvfølgelig en mening om, hvilke udvalg vi kunne tænke os, men vi er ikke kommet så langt, så vi kan sætte navne på. Vi har drøæftet antallet af medlemmer i de enkelte udvalg, siger gruppeformand for Socialdemokraterne, Arne M. Jensen.

Han tør ikke skyde på, om der kommer et forlig i morgen.

Mikael Klitgaard: - Får vi ikke et forlig fredag, kan vi tage næste uge i brug.

Det konstituerende møde i byrådet er fredag 1. december.

- Da skal tingene være på plads, og det kommer de også.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden