Der bor en bager på Nørrebro i Bindslev

Frederikshavn 22. september 2002 08:00

BINDSLEV: Efter en periode uden bager er der nu igen liv i det centrale bageri i Bindslevs centrum. Den 32-årige Klaus Holm har nemlig indgået en forpagtningsaftale med indehaver Rita Sundbæk og vil drive bageriet og bagerforetningen videre i samme navn. - Sundbæks Bageri har jo indtil for kort tid siden været der, fastboende såvel som turister har hentet deres brød, så jeg ser ingen grund til at ændre det, siger den nye bager. Han er uddannet hos Ingeborgs Bageri i Nørregade i Sindal, hvor han siden uddannelsen i 1990 har været ansat som svend i et par perioder. Ind imellem prøvede han et regulært lønmodtagerjob på Ørskovs Skibsbyggeri i Frederikshavn. - Det betød godt nok helt anderledes arbejdstider med fri i weekenderne. Men hvad hjælper det, hvis arbejdet er dødkedeligt, skævsmiler Klaus Holm. - Og så er man vel også vokset fra det der med at værdsætte weekenderne som noget helt specielt. Klaus Holm åbnede bagerforretningen torsdag morgen. Ikke helt uden begyndervanskeligheder. Noget af det vigtigste i et bageri, nemlig ovnene, fungerede ikke rigtigt. Så det blev en lidt hektisk start for den unge bager. Det at blive selvstændig har han længe leget med i tankerne. Men han mener alligevel, at det var et rent tilfælde, at det blev nu. - Muligheden opstod, og så tog jeg chancen. Skal det være skal det være nu, hvor jeg er fyldt 32, mener han. Og han er fuld af fortrøstning til, at det kan gå. - Bageriet her har gennem mange år haft et særdeles godt ry, så det skal kunne gå, mener han. Han har ansat to bagersvende, som dog endnu ikke var startet, da forretningen åbnede torsdag. I butikken er der tre erfarne bagerekspedienter ansat. schib

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...