Der er andet i livet end bin Laden og eunukker

Schæferen Quantas rydder op efter spritbilisterne

Drikkevarer 4. januar 2003 07:00

SÆBY: Velkommen til endnu et herrens år med tonsvis af informationer, som vil strømme ind over os fra hele verden. Der er nok at holde styr på. Terrorbomber og en mand ved navn bin Laden skaber frygt og rædsel, og i en helt anden boldgade på jorden kræver indiske eunukker (mænd uden testikler og penis) bedre adgang til arbejde og uddannelse. Verden er blevet mindre, som dronningen sagde, og vi er nødt til at forholde os til dagligdagen, selv om den udspilles et andet sted på kloden. Men engang i mellem er det rart at få lidt fred. Engang i mellem er det skønt at læne sig tilbage og betragte det enkle liv, som det nu udspiller sig inden for de små marginaler. På Skølstrupvej lidt uden for Sæby findes der hverken terrorister eller eunukker, men til gengæld en hund, der samler på ølflasker. Quantas er navnet på en seks-årig schæfer, der er sød og velopdragen, men altså har en speciel adfærd, når der er luftetur. Når Ragna Jensen og Quantas skridter ud i naturen, leder hunden nemlig efter ølflasker langs Skølstrupvej, og det er ikke så sjældent, at der bliver fundet både fire og fem stykker af slagsen. Ragna Jensen kan ikke forklare fænomenet, men oplyser, at den særlige adfærd begyndte, da hunden var omkring de to år. Sodavandsflasker og dåser vil den ikke have, men fatter derimod stor kærlighed til de grønnne... Spritruten Når det lykkes Quantas at finde så mange flasker i den skønne egn, skyldes det ifølge Ragna Jensen, at Skølstrupvej hører til den såkaldte spritrute, hvor mere eller mindre fulde mænd i biler lister blæseren hjem ad de mere stille veje. Efter indtagelse af indholdet ryger flasken ud gennem et nedrullet bilvindue, hvorefter den lander i grøftekanten, og så må Quantas jo rydde op. Ragna Jensen, der er lærer på Hørby Skole og underviser i blandt andet dansk og matematik, har fået en vis indsigt i spritbilisternes handlemønster. Det viser sig nemlig, at det tager cirka 30 meter at drikke en øl i en langsom kørende bil. Quantas og Ragna Jensen fandt en dag først en ølkapsel og lidt længere henne ad vejen stødte de på flasken. Man skal huske på, at parret er på vandretur op til fire gange på en dag, og derfor registrerer både Ragna og Quantas hver en forandring på vej eller i grøftekant. Flaskerne bliver iøvrigt opbevaret i en rød spand hjemme på gården. Når den er fyldt op, bliver de indsamlede genstande solgt, hvilket kommer Quantas til gode i form af is eller lækkert foder. Med til historien hører måske, at hunden ikke kan lide smagen af den gyldne humledrik. Men lugten... Vuf!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...