Der er blevet færre ssshh'er

Børnepasning 6. april 2003 08:00

AALBÆK: Gennem mange år har de i Aalbæk Børnehave haft en grøn stue, en blå stue og en rød stue. Det nye ekstra rum, som børnehaven tog i brug allerede før nytår, døbte børnene straks gul stue. Og så må det være sadan, erkender pædagogerne, selvom der ikke er tale om en stue i gængs forstand. Det nye rum åbner nye muligheder samtidig med, at der er flere kvadratmeter per barn. Det betyder mere ro, hvilket man fornemmer straks man går ind via det nye indgangsparti i børnehaven. Hvor er alle børnene, tænker man. Men de er der. Pædagogerne glæder sig over de nye muligheder. - I det nye rum er det tilladt at råbe og lege vildt, så vi skal ikke bruge så meget energi på at dæmpe dem, forklarer pædagog Inge Jensen. Uden møbler Der er ingen møbler i rummet, og det er helt bevidst. Jo færre ting des bedre mulighed for at udfolde fantasien. Her skal først og fremmest kunne laves gymnastik, og der er plads til de fysiske udfoldelser, som de tæt-møblerede stuer ikke giver mulighed for. Børnehaven har ikke lavet regler for, hvem der må bruge den gule stue og hvornår. Som regel finder børnene selv ud af det. Det er dog meningen, at børnehaven vil have et par ribber hængt op i gul stue. De skal kunne slås ned og bruges til scene, når de laver teater i institutionen. Børn i køkkenet Aalbæk Børnehave har også fået et nyt køkken, der har direkte forbindelse med det fælles alrum. Børnene er nu meget mere med i, hvad der foregår i køkkenet, og de giver gerne en hånd med, når der skal bages boller. Køkkenet er indrettet, så det er i voksenhøjde på den ene side af køkkenbordet og i børnehøjde på den anden side. En gevinst ved udvidelsen er også, at der er blevet indrettet nyt kontor og personalerum samt et samtalerum, for eksempel til forældresamtaler eller til talepædagogen. Desuden er der indrettet flere toiletter. Venteliste Udvidelsen er taget fra et blomsterbed og ikke fra legepladsen, der er ligeså stor, god og sjov som før. - Vi er meget tilfredse med resultatet. Nu synes vi, at vi har en børnehave der er ligeså god som ny, siger børnehavens leder, Frank Therkildsen. Udvidelsen er på 60 kvadratmeter - svarende til godt og vel en kvadratmeter per barn. Alle 54 børnehavepladser er besat, og der er stadig børn på venteliste til Aalbæk Børnehave. Det er et positiv problem, synes de i Aalbæk. Der er noget at bygge fremtiden på.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...