Der er blevet mere at vælge mellem for boligsøgende

Er du på udkig efter drømmeboligen, er der blevet mere at vælge mellem. Der er dog regionale forskelle.

Skal du have ny bolig, så er der lige nu 64.073 ejerboliger og fritidshuse til salg. Det er godt 1600 flere boliger i forhold til sidste år. Det viser dagens tal fra Realkreditrådets boligudbudsstatistik.

Stigningen er bredt funderet i samtlige boligtyper, hvor udbuddet af parcel- og rækkehuse er steget med 567, mens udbuddet af ejerlejligheder og fritidshuse er henholdsvis 505 og 537 højere.

- Der er dog forskel i landet på, om udbuddet for de enkelte boligtyper rent faktisk er steget eller faldet og med hvor meget. Nogle steder har boligudbuddet ændret sig ret markant, siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet.

- For eksempel er udbuddet af ejerlejligheder i Københavns Kommune steget med mere end 50 procent i løbet af det seneste år, siger han i en kommentar til tallene.

Der bliver typisk flere boliger til salg i begyndelse af året. Og 2014 er ingen undtagelse på det punkt.

- Set fra boligsælgerens synspunkt er foråret en fin periode at gøre boligen salgsklar. Samtidig virker boligen måske også mere tiltalende med solskin ind ad vinduerne og blomster i haven eller gården, siger Peter Jayaswal.

Det tager i snit 10 måneder at få solgt parcel- eller rækkehuset. Det er hurtigere end for et år siden og dækker over geografiske forskelle.

- Sammenlignet med sidste år er udbudstiderne på huse faldet en del i samtlige landsdele på Sjælland. Omvendt er udbudstiden lidt højere i fire ud af fem landsdele vest for Storebælt, siger Peter Jayaswal.

Ejerlejligheder står i snit til salg i seks måneder, mens fritidshuse i gennemsnit har været på markedet i mere end 13 måneder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.