Arbejdsformidling

Der er brug for alle job - også de små

Frederikshavn Kommune er klar til at hjælpe kontanthjælpsmodtagere med et nyt fokus på småjob

John Karlsson - opfordrer virksomhederne til at tage et socialt ansvar.
John Karlsson - opfordrer virksomhederne til at tage et socialt ansvar.

Opdateret 17. februar 2017 kl. 19:21
FREDERIKSHAVN: De ledige skal sluses ind på arbejdsmarkedet hovedsageligt gennem ufaglærte job ned til få timers varighed. Derfor efterlyser Frederikshavn Kommune nu virksomheder, der både er parat til at finde småjobbene frem i virksomheden - og tage et socialt ansvar

Når en virksomhed på grund af den store efterspørgsel på uddannet arbejdskraft har svært ved at skaffe uddannede tømrere, smede eller andre faglærte håndværkere, så har Frederikshavn Kommune nu et forslag klar til virksomheden: ansæt en medarbejder til at udføre opgaver, som ikke kræver faglærte kompetencer.

Hjælp ufaglærte ledige i gang

- Vi tilbyder virksomhederne, at de kan få besøg af en virksomhedskonsulent, der sammen med virksomheden for eksempel kigger på det arbejde, en murer udfører, som ikke kræver en egentlig murer-uddannelse. Det kan være at sortere værktøjet, når de kommer hjem, finde materialer til næste dag eller vaske bilen. Opgaver, som kan hjælpe en ufaglært ledig i gang, og som kan være den løftestang, de ledige har brug for, til at komme ind på arbejdsmarkedet igen, siger John Karlsson, formand, arbejdsmarkedsudvalget, Frederikshavn Kommune.

Tag socialt ansvar

Frederikshavn Kommune efterlyser derfor virksomheder, som vil have besøg af en virksomhedskonsulent, og som har opgaver der trænger til at blive løst i dagligdagen, men ikke nødvendigvis på fuld tid. For mens et af incitamenterne for virksomhederne, for at deltage er at tage socialt ansvar, så er et andet den økonomiske bundlinje:

- Når man får frigjort ressourcer i virksomheden for eksempel ved at virksomhedens faglærte kan koncentrere sig om de opgavetyper, der kræver faglært uddannelse, så får virksomheden mulighed for at driftsoptimere og tid til at få flere opgaver i ordrebogen. Det kan føre til bedre økonomi og til flere arbejdspladser. Vi har naturligvis også den bagtanke, at når først den ledige har vist sit værd i for eksempel seks timer om ugen, så får virksomheden lyst til at udvide til fjorten timer og så videre. Når det er sagt, så er muligheden for at tage et socialt ansvar som virksomhed, jo også noget, der batter på bundlinjen for virksomheden. Og der skal faktisk ikke ret mange løntimer til, før at en kontanthjælpsmodtager kan klare sig uden kontanthjælp, siger John Karlsson.

Virksomheder, som er interesserede i at høre nærmere, kan kontakte Jobcenter på 98459600.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden