Der er brug for en fast lærerhånd

Skolebørn har brug for voksne, som både støtter og giver klare spilleregler. Det sidste kniber det gevaldigt med, og derfor larmer eleverne

Berit Holbek Jensen
De klas­ser, der fun­ge­rer, er dér, hvor læ­re­ren både for­står at være lyd­hør, in­vol­ve­re ele­ver­ne OG ud­øve en fast ram­me­sty­ring, si­ger pro­fes­sor Mads Her­man­sen. foto: Tho­mas Søn­der­gaard/Pol­fo­to
Skolevæsen 9. marts 2007 23:46

- Uprofessionelt. Sådan lyder dommen over folkeskolens lærings-miljø fra professor Mads Hermansen fra Copenhagen Business School. I tre år har han og et hold medarbejdere været rundt og stille spørgsmål. Til 5000 elever i 4.-5. klasse og deres 200 lærere. Opgaven var at få svar på, hvorfor der er så meget uro i timerne. Konklusionen er tilsyneladende klar: En del af dem, der skal styre, er for dårlige til det. Nogle er vrede hele tiden. Andre lader roligt eleverne sejle deres egen sø. Resultatet er forsinket undervisning og klasser fulde af larm, skældud og mobning. Uprofessionelt - Det er ikke tilfredsstillende, hvis det, der foregår i folkeskolen, skal kaldes professionelt, siger Mads Hermansen, der mener, lærerne skal blive meget bedre til at sætte sig for bordenden og tage ansvaret - dog uden at falde tilbage til en gammeldags, autoritær pædagogik. - De klasser, der fungerer, er dér, hvor læreren både forstår at være lydhør, involvere eleverne OG udøve en fast rammestyring, siger Mads Hermansen. Børn, der føler sig støttet af lærere, kammerater og forældre og går i en klasse med klare spilleregler og arbejdsro, udvikler en positiv selvopfattelse og kan lide at gå i skole. Det smitter af på deres faglige niveau, viser undersøgelsen. - Jo mere positiv selvopfattelse i skolen, desto bedre score i matematiktesten. Det kan næppe overraske, siger Mads Hermansen. Fire lærertyper I undersøgelsen udkrystalliserede der sig fire forskellige lærertyper: ildsjælen, problemknuseren, traditionens vogter og så den harmoniske. De sidste to viste sig over tid at have de største problemer med at styre deres klasser. Traditionens vogter er lidt udslidt og skoletræt, kører klassen på rutinen, skælder meget ud og tror ikke på nye teorier om læring. Skal man placere hende et sted i skoledebatten, bliver det hos dem, Mads Hermansen kalder “fagfundamentalisterne”. - De mener, at lærere bare skal kunne deres fag og blande sig uden om det sociale. For øjeblikket er der nogle, der advokerer for meget for en fagfundamentalisme, siger Mads Hermansen. På den anden side står den “harmoniske” lærer, som er flink og sjældent skælder ud og lader eleverne bestemme det meste selv i plenum og arbejde i grupper. Hvis der klages over uro eller for dårlige karakterer, er han tilbøjelig til at give eleverne, forældrene, kvarteret, sin chef eller samfundet skylden. - Ham kan man placere ovre hos relations-fundamentalisterne. De mener nærmest ikke, man kan lave noget som helst fagligt, før det sociale er i orden, siger Mads Hermansen. Han mener, begge fløje er lige åndsformørkede og erkender, at hans egen generation af lærere har været for optaget af det sociale på bekostning af det faglige. Han advarer dog mod at lade “fagfundamentalisterne” få for meget vind i sejlene igen. - Besindige kræfter bør ophøre med skyttegravskrigen og i stedet indlede en fornuftig diskussion af, hvordan man BÅDE styrker lærernes relationskompetencer OG deres faglighed. Flammen og fornuften De lærertyper, der klarer sig bedst i Mads Hermansens undersøgelse, er ildsjælene og problemknuserne - dem, der kæmper. Ildsjælene er åbenbart så engagerede og gode til at involvere eleverne, at larmen forstummer. De er opfindsomme og gode til at indrette undervisningen, så det enkelte barns selvværd styrkes, og de forstår at uddelegere ansvar og alligevel bevare styringen. Men den gruppe, Mads Hermansen især synes er interessant, er problemknuserne. Dem, der i undersøgelsen viser, at de kan forbedre miljøet i klasser med uro og svage elever. - De siger: “Det hér, det ska’ vi ha’ styr på, og det er mig, der bestemmer”. Problemknuseren påskønner også opfindsomhed og involverer sig i elevernes liv. Men hun sørger desuden for altid at starte en time med at fortælle, hvad der skal undervises i og undgår for eksempel for meget elevsamarbejde. Undersøgelsen viser, at netop de svageste elever føler, de får mindst ud af gruppearbejde. Til gengæld føler de sig godt hjulpet, når lærerne koordinerer deres indsats tværfagligt, så børnene føler, de bliver forstået og støttet af alle deres lærere. - Det, vi kan se, er, at det gælder for alle elever, at man ikke kommer uden om at arbejde med relationer, fordi der er en indirekte sammenhæng mellem det og så elevernes standpunkt. Styrker man barnets selvopfattelse, sørger barnet for at performe. Og så skal det naturligvis udfordres af en lærer, der ved, hvordan man sætter rammer og stiller krav. Mimoser De fleste, som har gået i skole, forstår, hvad det kan betyde for ens liv, når man får en rigtigt god lærer. Alligevel har det i mange år nærmest været belagt med tabu at tale om sammenhængen mellem underviserens “stil” og så elevernes udbytte, og generelt er lærere slemme til at opfatte kritik af deres undervisning som et personligt angreb. Mads Hermansen er ikke bleg for at kalde nogle lærere for “skaldesmækkende mimoser”, og han mener ikke, det nytter noget at klage over forældrenes manglende opdragelse, dårlige klasser og uforstående skoleledere. - Jeg er ikke ude på at skælde ud på lærerne, for skældud er uproduktiv - også når den kommer fra politikerne. Men jeg mener ikke, der inden for skoleverdenen er opmærksomhed nok på, at den gode “lærer-stil” kan og bør diskuteres, og at det er noget, man kan efteruddanne sig i. En lærer skal være meget voksen og turde evaluere sig selv, og det samme gælder naturligvis for skolelederne. Mads Hermansen understreger, at det ikke behøver være så svært. Lærerne skal ikke til at gå i terapi for at blive stærkere mennesker eller mere hele personligheder. Den tilstrækkelige viden om gode lærings-redskaber findes allerede, så øvelsen går snarere ud på at kende metoderne og indarbejde de rigtige rutiner, der gør det lettere at sætte sig for bordenden. - Alle kan regne ud, at der er mange faktorer, som spiller ind i elevernes tilværelse, og der kan være stor forskel på skolerne og de klasser, lærerne får. Men dér, hvor der ikke er nogen nåde for Vorherre, er at læreren, uanset hvordan klassen er, professionelt skal angribe den og arbejde på at gøre den bedre, end den var, siger Mads Hermansen. central@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...