Overenskomster

Der er brug for en forklaring

Jeg har ”fra starten” udtrykt bekymring over Socialdemokraternes valg, da Helle Thorning-Schmidt blev ny partiformand.

Bent Øberg

Bent Øberg

Og spåede vel også, at hun næppe havde mulighed for (format eller politisk talent til) at kunne erobre statsministerposten. Meget har ændret sig i de fem forløbne år. Og nu ser det ud til, at den nye, samlede opposition næppe kan undgå at erobre regeringsmagten inden for et års tid. I så fald bliver Helle Thorning-Schmidt vores nye statsminister. Ergo: Min vurdering har været forkert. Eller? For det skifte, som vi aflæser i de løbende meningsmålinger, er jo ikke fremkaldt af en ny stormende tilslutning til Socialdemokraterne. Snarere er der tale om, at VKO-regeringen i snart lang tid har været under opløsning. Og ikke mindst at Socialistisk Folkeparti har oplevet en utrolig vækst i tilslutningen, så SF fra at være Socialdemokraternes traditionelle støtteparti er avanceret til at være den bærende kraft og forudsætning for et regeringsskifte. Det er en interessant og overraskende udvikling. Socialdemokraten Helle Thorning-Schmidts og SF-formand Villy Søvndals parløb har været en politisk succes. Lanceringen af planen ”Fair Løsning – Giv os 12 minutter, så har vi løsningen” – virkede som en genial og forståelig appel til vælgerne, som forud var bombarderet med svimlende tal og beregninger om Danmarks økonomiske krise og indviklede anvisninger på, hvordan en genrejsning kan finde sted. Nedskæringer og serviceforringelser - med VK-regeringens indgreb i hidtidige dagpengerettigheder som udtryk for velfærdssamfundets undergravning. Det var nogle af midlerne. Indtil vi fik det fælles S-SF-udspil med de 12 minutter plus forsikringen om, at LO var taget i ed med et tilsagn om at ville bidrage i kommende trepartsforhandlinger med en S-SF-regering om at styrke samfundsøkonomien med svimlende 15 milliarder kroner. De to elementer: en øget arbejdsindsats fra alle plus en samlet fagbevægelses medansvarserkendelse - alt sammen besnærende enkelt og forståeligt. I den omfattende ”Fair Løsning”-model (88 sider med tekst, plancher og beregninger i lange baner over udviklingen under den borgerlige regering og over en ny regerings prognoser og fremskrivninger) indgår andre elementer og anvisninger. Herunder også om (fortsat) stram styring af de kommunale budgetter under ”blod, sved og tårer”-opskriften. Men en opskrivning af den generelle arbejdstid og LO’s accept er præsenteret som det helt bærende grundlag i den nuværende oppositions plan for et nyt fremtidens Danmark. Spørgsmålet er, hvor troværdig den plan er. Er det realistisk at forestille sig, at fagforbundene vil gå til de næste overenskomstforhandlinger med et krav om at få forhøjet arbejdsugen med én time (6 x 12 minutter)? Tanken har ikke en kinamands muligheder i den virkelig verden. Flere faglige ledere (åbenbart uden for LO-formand Børstings rækkevidde) har da også reageret med forundring på idéen om en arbejdstidsforøgelse. Andre peger på, at når der i S-SF-planen tales om trepartsforhandlinger, må det betyde, at løftet om de 15 milliarder naturligvis skal indfries i fællesskab: 5 milliarder som de faglige organisationers bidrag, 5 milliarder fra arbejdsgiverne – og 5 milliarder fra regeringen. Smart tænkt. Det næste kan være, at LO henviser til, at fagbevægelsen allerede har bidraget med sine 5 milliarder – der var det beløb, man opgjorde indgrebet med halvering af dagpengeperioden til. Så er det løfte opfyldt. Lidt for smart. For var det ikke den politik, Harald Børsting mobiliserede imod, da han samlede 40.000 rødfaneviftende kampfæller på Slotspladsen den junidag, hvor han tordnede mod VK-regeringens anslag mod de arbejdsløse? Det må en af de nordjyske ministerkandidater kunne forklare nærmere – f.eks. Rasmus Prehn eller Bjarne Laustsen. De har begge i årevis med megen flid og passende forargelse gennemheglet den borgerlige regering for rækken af attentater på velfærd og sociale forhold. Men lige nu er der brug for at gøre den socialdemokratiske plan til noget troværdigt. Så drop lige angrebene og kritikken af regeringens elendigheder og de enkelte ministres lemfældige omgang med lovgivning og udgiftsbilag. Det kan hurtigt blive ”pay back”-tid. BENT ØBERG bor i Aalborg og er uddannet journalist med en fortid på 27 år i A-pressen og medarbejder på Jyllands-Postens Aalborg-redaktion 1981-93. I dag konsulent og politisk kommentator.