EMNER

Der er brug for flere udlejningshuse

Kaj Frederiksen fra Sol og Strand sommerhusudlejning tror på en fordobling på området med de rette betingelser

NORDJYLLAND:Fiskeferie, jagtferie, handicaphuse og avancerede internetsøgesystemer. Ideer til nye produkter flyver gennem luften, når man taler med Kaj Frederiksen, der både er direktør for sommerhusudlejningsfirmaet Sol og Strand A/S i Hune og formand for Feriehusudlejernes Brancheforening. Han mener også, at sommerhusområdet har så stort et vækstpotentiale, at omsætningen kan fordobles i løbet af seks år. Nu er omsætningen med følgeindtægter på andre områder på 5,5 milliarder årligt, hvilket på sigt vil kunne øges til 11 milliarder. - Men det kræver en større kapacitet, og at de private leverandører af sommerhuse spiller med, siger Kaj Frederiksen. Ud af 200.000 sommerhuse kan 180.000 udlejes, men sommerhusudlejerne har kun 30.000 at tage af. Det problem kan politikerne efter Kaj Frederiksens mening hjælpe med at løse. - Det gav et boom i tilmeldinger, da man i 1993 gjorde gjorde de første 7000 kroner skattefri for udlejerne, fordi det ikke var logisk, at de betalte lejeværdi i egen bolig, når det var lejet ud, fortæller Kaj Frederiksen. Beløbet har dog ikke ændret sig i de seneste 10 år, hvilket har stoppet væksten i udlejningshuse. - Hvis beløbet blev fordoblet nu, ville sommerhusejerne komme på banen. Pengene vil på længere sigt blive kanaliseret tilbage til statskassen, da der vil blive skabt en masse følgearbejdspladser. Især i landområderne. Desuden vil de ekstra turister tilføre udenlandsk valuta, for ikke at tale om følgevirkningerne på momsen, mener Kaj Frederiksen. Han tror heller ikke, at det er det eneste sted, hvor det offentlige kan gøre noget for at fremme sommerhusturismen. - Det er kun muligt at leje sommerhusene ud i 39 uger om året. Den regel kunne man afskaffe, og derudover håber jeg, at miljøministerens lovforslag om 8000 nye sommerhusgrunde går igennem, siger Kaj Frederiksen. Oplevelsesdimensionen Opgaven for Sol og Strand A/S er ikke kun at give folk tag over hovedet, selv om det er den primære ydelse, mener Kaj Frederiksen. - Jeg kan ikke bare sætte mig i stolen og sige: 'Det er min opgave at skabe et sted at bo, så må andre sørge for forlystelser'. Jeg har også en forpligtelse til at samarbejde med andre om at udvikle oplevelsesdimensionen, som skal lokke folk til, siger han. Firmaet skal oplyse kunderne om, hvad de kan opleve i Nordjylland. Det kan være i samarbejde med både attraktioner, turistkontorer og forretninger. - Det kunne være spændende links mellem vores hjemmeside og eksempelvis Fårup Sommerland. Vi har brug for hinanden, men det kan gøres meget bedre, siger Kaj Frederiksen. Lige nu arbejder han på at føre en idé fra Sydvestjylland til Nordjylland. Det handler om at møde danskerne. - Vi vil samle folk, som vil lave aktiviteter langs kysterne, hvor man kan møde de lokale, fortæller Kaj Frederiksen. Mange ideer I det hele taget arbejder Sol og Strand A/S hele tiden med at udvikle nye sommerhuskoncepter, og området har udviklet sig kolossalt siden de ydmyge træhuse i sin tid. Noget nyt for Sol og Strand A/S er business class huse. - Der skal være kontorfaciliteter, og indretningen skal være smagfuld og i en sublim klasse, siger Kaj Frederiksen. Husene kan lige så vel være for familier som vil have noget ekstraordinært, som det kan være erhvervsfolk. Derudover arbejder firmaet med special interest huse. Det kan eksempelvis være lystfiskerhuse, som især ligger ved Limfjorden. - I de huse skal der være udendørs rensested og god frysekapacitet, så tyskerne kan fragte byttet med hjem, fortæller Kaj Frederiksen, der pusler med endnu en idé i samme genre. - Det kunne være jagtferie, som selvfølgelig skulle være i meget styrede rammer. Jagtområder koster dog meget, men jeg er sikker på, at det kunne blive godt, siger Kaj Frederiksen. Allerede nu tilbyder Sol og Strand A/S handicapvenlige sommerhuse, som er blevet indrettet i samarbejde med Dansk Handicapforbund. Fyld et fly Prismæssigt mener Kaj Frederiksen, at Danmark stadig kan følge med i forhold til andre lande. - Mange foretrækker også vores kvalitet, men de andre vil jo også finde ud af at konkurrere på kvalitet. Så må vi udvikle andre ting, siger han. Det kunne eksempelvis være, at man fyldte et fly på Island, i Spanien eller i Kina og løftede dem hertil. - Som en kombinationsrejse, hvor man havde en uge i København og en uge i et sommerhus, så man fik det hele med, foreslår Kaj Frederiksen. Helt overordnet mener han, at der er penge i virksomhederne til at investere. - Og hvis ikke man gør det, så begår man en eklatant fejl. Så vil andre markeder løbe med kunderne. Det er de store virksomheder, der skal trække læsset, så kan MidtNord Turisme organisere de små og mellemstore, mener Kaj Frederiksen.