Der er et liv før døden

Scenen på Himmerlands Teater er blevet omdannet til lighus

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

To mænd får noget af et chok, da de vågner op i et lighus. De to mænd kender ikke hinanden og aner ikke, hvorfor de er havnet i det aflåste lighus. Sammen skal de finde ud af, hvad der er sket, før de vågnede, og hvad der venter dem forude. Det er udgangspunktet for Himmerlands Teaters nye egenproduktion, "Mænd uden noget", der har premiere i aften. Titlen kan måske lede tankerne over på helt andre ting, men Susanne Sangill, teaterleder ved Himmerlands Teater, faldt for stykket ved første øjekast. - Det er længe siden, at jeg har arbejdet med en tekst, der i alt sin mærkværdige spændvidde gav så meget mening, fortæller hun Teaterstykket er skrevet af den kendte filminstruktør Ole Bornedal og blev oprindeligt opført på Aveny-T i København. Dengang havde Mads Mikkelsen og Dejan Cukic de to bærende roller, men dem må man undvære i den nordjyske udgave. I stedet er det de to skuespillere Sune Abel og Bo Skødebjerg, der spærres inde i lighuset på Himmerlands Teater. - Det er en oplevelse, man ikke kan beskrive. Jeg ville meget nødigt selv prøve at vågne op sådan et sted, fortæller Bo Skødebjerg. - Det skaber grobund for nogle lidt dybere tanker om tilværelsen og har gjort os klogere, tilføjer makkeren Sune Abel. - Det med at være lukket inde og trængt op i en krog, hvor man skal kæmpe for at finde ud af, hvem man er, hvor man er, og hvad man er, det tror jeg, alle kender og har meget nemt ved at sætte sig ind i, og derfor bliver dette teaterstykke enormt vedkommende for alle, forklarer Bo Skødebjerg. I det aflåste lighus er de to mænd ikke alene. I rummet sammen med dem ligger også to lig af henholdsvis en kvinde og et lille barn, men alligevel insisterer både skuespillere og instruktør på, at teaterstykket ikke er morbidt. - Der ligger noget alvorligt bag stykket, og det er også vigtigt, for ellers er det ligegyldigt, men på en måde handler det slet ikke om død, det handler om at være i live så meget som muligt, fortæller Sune Abel. Ved prøvefremvisningerne på teatret er stykket hver gang blevet efterfulgt af stilhed og derefter dybe samtaler om tilværelsen. Susanne Sangill håber, at publikum vil få en lignende oplevelse. - Især i denne tid, hvor alt skal gå så hurtigt, er det godt at stoppe op og se, om man er på vej det rigtige sted hen, fortæller hun. Stykket er dog ikke kun fyldt med livsfilosofi, men byder også på ekstrem humor, som da de to mænd tilsyneladende ikke helt er enige om, hvad klamydia er. "Jeg har engang givet Iben en klamydia, den vil jeg ihvertfald ikke have igen," fortæller den ene karakter. "Hvorfor skulle du også det, hvis hun tager sig af den og vander den," svarer den anden tilbage. - Når man sætter to personer sammen i en helt ekstrem situation, bliver der sagt vanvittige ting, og der opstår fuldstændig komiske situationer, og det sker også her i stykket, siger Susanne Sangill. - Og gudskelov for det, for ellers tror vi ikke, at vi kunne være i de her roller, bliver de to skuespillere enige om. Om teaterstykket mest er morbidt, livsklogt eller humoristisk kan ved selvsyn opleves, når det spiller frem til 10. marts.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden