Coronavirus

Igen over 1000 nye smittetilfælde

Det seneste døgn har 0,81 procent af de foretagne PCR-prøver vist et positivt svar for coronavirus.

Arkivfoto

Arkivfoto

DANMARK:Det seneste døgn er 1028 personer blevet testet positive for coronavirus i Danmark.

Det viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut (SSI) torsdag.

De 1028 smittetilfælde er fundet i 126.808 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man bliver podet i svælget.

Andelen af smittede i forhold til antallet af foretagne prøver giver en positivprocent på 0,81. Det er den højeste positivprocent siden januar.

Ud over PCR-testene er der også foretaget 386.361 lyntest det seneste døgn. Det er de test, hvor man bliver podet i næsen og får et hurtigere svar end ved PCR-test.

Positive prøvesvar fra lyntest indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene.

Derfor anbefaler de danske sundhedsmyndigheder, at man tager en opfølgende PCR-test, hvis lyntesten en positiv.

Samlet anslås den massive testindsats ifølge Justitsministeriet at koste to milliarder kroner om måneden.

På landets hospitaler er status torsdag, at der er 143 patienter indlagt med coronavirus. Det er 14 færre end med et døgn tidligere.

Ud af de 143 indlagte patienter er 34 indlagt på en intensivafdeling. Og af dem får 23 hjælp til at trække vejret af en respirator.

Der er registreret yderligere et dødsfald blandt coronasmittede. Dermed er i alt 2517 smittede personer nu døde i Danmark under epidemien.

For at bekæmpe coronasmitten har myndighederne siden december været i gang med at vaccinere befolkningen, og det arbejde skrider fortsat fremad.

Mere end 2,2 millioner borgere har fået som minimum et stik med vaccine, og mere end 1,3 millioner borgere er færdigvaccinerede.

Det svarer til henholdsvis 38,5 og 22,4 procent af befolkningen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.