EMNER

Der er fut i jernbanen

NORDJYLLAND:Mens der bliver færre og færre buspassagerer og den kollektive trafik generelt halter, har Nordjyllands Trafikselskab ét lyspunkt. Nordjyske Jernbaner har passagerfremgang. Skagensbanen mellem Jyllands nordligste by og Frederikshavn, og Hirtshalsbanen mellem Hirtshals og Hjørring har nu tilsammen over en million passagerer årligt. En ambitiøs plan om bedre skinnenet og togmateriel samt kortere køretider har siden 2001 båret frugt på passagersiden med støt fremgang. - Vi er blevet en seriøs konkurrent til biltrafikken, og i fremtiden vil vi forsøge at få endnu flere til at skifte bilen ud med toget, siger Nordjyske Jernbaners direktør Preben Vestergaard. Han har nu også papir på, at jernbanens brugere er tilfredse. 80 procent af 2500 adspurgte siger i en spørgeskemaundersøgelse, at de er tilfredse med komfort, faciliteterne samt antal afgange.