Sport

Der er gang i piruetterne

Magdalena Mironet fra Nykøbing er underviser på tre nyopstartede ballethold hos Sydmors IF

Bestyrelsen i Sydmors IF er tilfredse med antallet af deltagere på de nyopstartede hold.Privatfoto
Bestyrelsen i Sydmors IF er tilfredse med antallet af deltagere på de nyopstartede hold.Privatfoto

VILS: Der er gang i tutu-skørterne, de dybe pliéer og piruetterne i Sydmors IF, der har opstartet tre ballethold ved sæsonstart. Det er første gang, foreningen tilbyder balletundervisning, og holdene er indtil videre en succes.

- Holdene har nu kørt et par gange, og vi er ret stolte af at kunne tilbyde hele tre forskellige ballethold, siger Lone Futtrup, medlem af bestyrelsen i Sydmors IF.

Foreningen tilbyder et hold for børn i 0. til 3. klasse, et hold for børn i 4. til 6. klasse og et voksenhold, hvor det er planen, at balletten skal suppleres med andre dansegenrer som fx latindans.

- Indtil videre er vi godt tilfredse med antallet af deltagere på de tre hold, siger Lone Futterup og tilføjer, at der lige nu er henholdsvis, syv, ti og ti deltagere på de tre hold.

De nye balletelever synes, at den nye sportsgren er rigtig sjov, men også lidt svær.

- Nogle af deltagene har fundet ud af, at ballet faktisk er lidt svært, men de er enige om, at det er sjovt og styrker kroppen, fortæller Lone Futtrup og tilføjer, at alle, der har lyst til at prøve kræfter med balletten, er velkommen.

Balletundervisningen er blevet en realitet efter en opfordring, som Sydmors IF modtog i vinters: Hvorfor tilbyder I ikke ballet?

Det satte tankerne gang i bestyrelsen, der ikke umiddelbart var bekendt med, at der findes tidligere eller nuværende balletudøvere i området.

- Vi havde derfor i gymnastikudvalget en følelse af, at det var lidt op af bakke at skulle finde en instruktør til et ballethold. Heldigvis er Facebook opfundet, og et opslag og en opfordring gav pote, fortæller Lone Futtrup.

Foreningen blev nemlig kontaktet af Magdalena Mironet fra Nykøbing. Hun flyttede for fire år siden til Mors fra Rumænien sammen med sin mand, hvor de nu bor sammen med deres søn på tre år. Magdalena Mironet har i næsten 20 år arbejdet som professionel balletdanser, inden hun flyttede til Danmark, og var derfor en meget kompetent kandidat til at stå for undervisningen.

- Vi må indrømme, at vi i starten var lidt skeptiske i gymnastikudvalget, for var der overhovedet nogen på Mors, som var interesseret i at dyrke ballet. Vi tilbyder i forvejen gymnastik til piger og drenge i alle aldre, og her oplever vi stor tilslutning, så vi var i tvivl om, om vi kunne tiltrække nok til et ballethold. Men vi var enige om, at tilbuddet fra Madalena var en enestående chance, som vi bare var nødt til at udnytte, siger Lone Futtrup.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden