Der er gode udsigter for Danmarks skadede VM-profiler

Både Mads Christensen og Morten Green forventes klar til nøglekampen mod Frankrig mandag eftermiddag.

Der er grund til at tro på, at både Morten Green og Mads Christensen er kommet sig så meget over de skavanker, de kæmper med efter Tjekkiet-kampen, at de kan spille i den vitale kamp mod Frankrig mandag eftermiddag.

Det mener ishockeylandsholdets læge Per Albæk, der umiddelbart forventer at se begge VM-profiler i aktion mod franskmændene.

- Morten Green fik en slashing hen over sin lillefinger og fik et træls sår, som vi nødtørftigt kunne hæfte sammen, så han kunne spille kampen færdig.

- Efterfølgende blev han syet med fem sting, men vi er ved at lave en speciel skinne, så jeg regner bestemt med, at han kan spille mod Frankrig, siger Albæk.

- Mads Christensen fik et slag i forbindelse med en faceoff, og han følte selv, at skulderen gik lidt af led og faldt på plads igen. Han er øm, og vi får den skannet, så vi kan være sikre på, at der ikke er sket nogen skade. Det ved vi mandag.

- Umiddelbart kan jeg ikke mærke nogen alvorlig skade, så jeg tror, han kan spille, lyder det fra Per Albæk.

Det ser også bedre ud for Julian Jakobsen, der har haft feber i fire dage, men nu er ved at være ovenpå.

Hvis han kommer på is mod Frankrig, vil det dog næppe være for fuld styrke, mener landsholdslægen.

Midt i de positive nyheder må landstræner Janne Karlsson dog sluge et VM-afbud fra NHL-målmanden Frederik Andersen.

Andersens klub, Anaheim Ducks, er ellers færdig i slutspillet, men danskeren er skadet og kan derfor ikke forstærke det danske mandskab i de sidste kampe ved VM.

- Jeg har beskadiget et ledbånd på indersiden af knæet. Hvis vi var gået videre, så havde jeg håbet at gå på is i den kommende uge.

- Hvis jeg kunne, så var jeg fløjet til Minsk med det samme. Jeg ville gerne have spillet VM, når nu vi ikke gik videre, siger Frederik Andersen i en udtalelse til Danmarks Ishockey Union.

Karlsson meddeler, at Simon Nielsen, der vogtede målet mod Tjekkiet lørdag, får genvalg mod franskmændene.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst