Der er ikke en flue i rumpetten på mig her

Kim Benneweis har skiftet manegen ud med adfærdsvanskelige unge hos No Name

Elefantdomptøren Kim Benneweis er ikke længere en del af Cirkus Benneweis. I et år har han været ansat på det pædagogiske opholdssted No Name både som dressør for stedets mange heste og som kontaktperson for de unge. - Det er et svært arbejde, som koster meget energi. Men det er fantastiske børn, der bare har været igennem traumatiske oplevelser, siger Kim Benneweis, der i dagtimerne passer og plejer både kameler og heste, mens han samtidig støtter de unge på opholdsstedet ved Graverhusene i Solbjerg. Jobskiftet fra cirkusarenaen til No Name skete, efter at Kim Benneweis blev skilt fra sin kone efter 16 års ægteskab. - Jeg trængte til at blive ordentligt etableret her i Danmark, så det skulle være slut med cirkus. Kim Benneweis fik først arbejde som lastbilchauffør, men kort efter mødte han Luffe Bøgh, som ejer No Name. - Han spurgte mig, om jeg ikke havde lyst til at lave andet end at sidde bag et rat. Derfor tog jeg herud for at se stedet, og der er jo et smukt og dejligt sted, siger Kim Benneweis, der har skiftet hjemmet på hjul ud med et parcelhus tæt på gården ved No Name. - Jeg bruger alligevel det meste af min tid herude. Enten sammen med børnene eller dyrene. Kontaktperson for Line I to måneder har Kim Benneweis været fast kontaktperson for 15-årige Line Johansen, der er anbragt på stedet på grund af problemer med familie, stoffer og selvmordstanker. Kim Benneweis snakker og trøster hende, når hun synes, det hele ser lidt sort ud. - Det eneste hun ikke må gøre, når hun er nede i et sort hul, er at sidde alene. Så når Line er trist, ligger jeg en arm om hende, siger ikke noget, men giver hende følelsen af, at hun ikke er alene i verden. Hver dag møder Kim Benneweis Line, når hun går og passer smådyrene på stedet. Hun kommer gerne til Kim, når hun har brug for at snakke. - Her giver vi de unge rammer, som de ikke har andre steder. De får mad, et sted at sove og vigtigst af alt omsorg. Ligegyldigt om de er sure, gale eller glade, så får de omsorg, siger Kim Benneweis, der ikke har nogen pædagogisk baggrund for sit arbejde med de unge. Cirkus har været hele hans liv. Men det betyder efter hans mening ikke det store. - Det vigtigste er indsigt, ro og livserfaring. Jeg arbejder ud fra mine egne synspunkter, siger han og forklarer det med det eksempel, at børn også ofte elsker at være i selskab med deres bedsteforældre. - Bedsteforældre opdrager ikke på børnene, de hygger sig sammen. Her skal du heller ikke være pædagog flere timer i døgnet. Du skal bare have dig selv med i dit arbejde. Holder humøret højt En af de væsentligste grunde til, at Kim Benneweis er glad for sit nye arbejde, er det tætte bånd, han skaber til de unge. - For eksempel giver Line mig utrolig meget, når jeg ser et smil fra hende. Men han indrømmer, det er et hårdt job. - Tillid bliver først bygget op et godt stykke hen ad vejen. De unge har det svært, når de kommer til No Name og er ikke oppe i gear, som Kim Benneweis udtrykker det. Derfor tænker han meget over, at han hele tiden må holde humøret højt. Også når det regner, og der skal muges ud i stalden. - Den første pige, som jeg var kontaktperson for, var den værste på stedet. Hun gik ikke i skole, hun gik amok, siger han, men mener selv, at han med tiden fik humoren og selvironien frem i hende. I løbet af det seneste år har Kim Benneweis været kontaktperson for i alt to piger. - Nogle er her i flere år, andre i få måneder. Vi plejer at sige, at den dag de kan lide at være på No Name, så er de parate til at komme herfra. Kim Benneweis ved heller ikke, hvor lang tid Line Johansen har behov for at være hos No Name. Er det hårdt, når de unge forlader stedet igen? - Hele mit liv har jeg været vant til at kende folk i kort tid. Sige goddag og farvel i løbet af ingen tid. Sådan er det jo i cirkus, siger Kim Benneweis. Savner det gamle cirkus Han har vænnet sig til de nye rammer, men han kan stadigvæk godt savne livet i cirkuset. I38 år arbejdede han i familiens cirkus - Cirkus Benneweis. - Jeg må sige det sådan, at jeg savner cirkuset, som det var engang. Det var dengang, hvor 25 mennesker fra familien var med, og vi lavede sjov og ballade hele tiden. Nu handler det om at tjene penge. - I dag er det en "polakker", der sætter teltet op, så der kan spares penge, og det er ikke længere så familiepræget. - Tidligere hjalp hele familien for eksempel til, når der skulle graves render udenfor. Idag er der heller ikke ret mange, der spørger, om de skal give en hånd med. Istedet tænker de :" Jeg håber, at vi kan aflyse i aften, så jeg kan få fri", siger Kim Benneweis, der heller ikke har planer om at vende tilbage til det gamle erhverv. - Jeg kan godt få ni elefanter i manegen i morgen, hvis jeg vil. Men jeg er glad for at være her. Hos No Name er der intet cirkustelt, men Kim Benneweis lever trods alt stadig af at dressere heste hos No Name. Det vil han helst ikke undvære. Men livet på landevejen og rejser rundt i alverdens lande er et afsluttet kapitel for den kendte cirkusartist. Men Kim Benneweis har stadig mange positive ord til overs for de folk, der arbejder i et cirkus. - Der er en kæmpe forskel fra cirkusmennesker til mennesker i privaten. Folk i cirkus er vant til at tage sig af hinanden. De er hinandens pædagoger, fordi de lever så tæt. Derudover har ingen af dem boglig erfaring, men er tvunget til at blive flygtige, hvis de vil have mad i maven. Det tager jeg hatten af for. - Men som sagt, så er jeg glad for mit liv hos No Name. Der er ingen fluer i rumpetten på mig her, griner han.