Skolevæsen

Der er ikke råd til syge lærere i Sæby Kommune

Skolerne må stadig leve med stram økonomi og dårlige materialer

SÆBY:Lærere og elever rundt om på kommunens skoler må stadig leve med en dårlig økonomi. Hvis man udregner den samlede udgift pr. elev befinder Sæby Kommune sig i den nederste halvdel i forhold til andre kommuner, og der er ikke tegn i sol og måne på, at den situation vil ændre sig. Formanden for børne- og kulturudvalget, Knud Hjørnholm (S), oplyser, at udvalget havde søgt om at få 1,2 millioner kroner til skolerne næste år. Men har fået nej. - Den ene million kroner skulle være gået til undervisning, mens de 200.000 kroner var beregnet til materialer, siger Knud Hjørnholm. På grund af den dårlige økonomi er skolerne meget sårbare - for eksempel i tilfælde af, at en lærer bliver langtidssyg, og der skal ansættes en vikar. Desuden er det heller ingen hemmelighed, at bøger, kort og andre materialer flere steder trænger til at blive skiftet ud. - Vi kører meget stramt på skoleområdet i øjeblikket, hvor bare en enkelt sygemelding kan vælte budgettet, siger Knud Hjørnholm. Skoleområdet går dog ikke helt tomhændet fra budgetforhandlingerne til næste år, og der er blandt andet frigivet 231.000 kroner til videreuddannelse til lærerne.