Udland

Der er indgået våbenhvile i Mellemøsten

Klokken 20 onsdag dansk tid træder våbenhvile i kraft mellem Israel og væbnede palæstinensere i Gazastriben.

Der er indgået våbenhvile i Mellemøsten

Efter en uges blodsudgydelser er Israel og de militante grupper i Gazastriben blevet enige om, at freden skal sænke sig over regionen.

Våbenhvilen er annonceret i Kairo, den egyptiske hovedstad, hvor USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, er på besøg.

Egyptens udenrigsminister, Mohamed Kamel Amr, siger, at våbenhvilen træder i kraft klokken 20 dansk tid.

Det var Amr, der på en pressekonference annoncerede våbenhvilen sammen med Clinton.

- Bestræbelserne har ført til en forståelse for en våbenhvile og til at genoprette roen og standse de blodsudgydelser, der har været i den seneste periode, siger den egyptiske udenrigsminister.

En egyptisk kilde siger, at der ligger egyptiske "garantier" bag aftalen.

Den kræver et stop for "likvideringer" og "strejftogs-angreb" - lynaktioner hen over Gazagrænsen. Samtidig skal restriktionerne mod bevægelselsesfriheden i Gaza lempes.

Både den islamiske egyptiske regering og Clinton har mæglet for at få aftalen i stand, og den amerikanske udenrigsminister takker Egyptens præsident, Mohamed Mursi, for at have hjulpet med at få våbnene til at tie.

- Dette er et kritisk øjeblik for regionen. Egyptens nye regering påtager sig det ansvar og den ledelse, der længe har gjort landet til en hjørnesten for regional stabilitet og fred, siger Clinton.

Samtidig meddeler Israels regering, at premierminister Benjamin Netanyahu er gået med til at give våbenhvileforslaget "en chance".

I USA hylder præsident Barack Obama Netanyahu for at gå med til våbenhvilen.

- Præsidenten roser premierministeren for at gå med til det egyptiske våbenhvileforslag, som præsidenten anbefalede premierministeren at gøre. Han (Obama red.) gentager, at Israel fortsat har ret til at forsvare sig selv, hedder det i en erklæring fra Det Hvide Hus.

Obama har også talt med Mursi.

- Præsidenten takkede præsident Mursi for indsatsen for at opnå en bæredygtig våbenhvile og for hans personlige lederskab i forhandlingerne om våbenhvileforslaget, lyder det fra Det Hvide Hus.

Den seneste runde kamphandlinger mellem Israel og radikale grupper som Hamas og Islamisk Jihad har siden den 14. november kostet 154 palæstinensere og fem israelere livet.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst