EMNER

- Der er ingen dage, der er ens

Kirsten Munkholt har i dag været sognepræst i Tårs i 25 år. Og hun kunne ikke forestille sig et bedre arbejde

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ikke siden Andreas Listo Høeg i 1819-1844 har en præst været i Tårs så længe som Kirsten Munkholt. Foto: Bente Poder

TÅRS:Mærkedagene står i kø hos Kirsten Munkholt i disse dage. I mandags kunne hun fejre sølvbryllup med sin mand Agnar, og i dag er det præcis 25 år siden, hun knappede præstekraven om halsen i Tårs Sogn for første gang. Sådan var der ikke mange, der regnede med, at det skulle gå, da hun voksede op i en landbofamilie i Saltum, men hun har villet være præst, så længe hun kan huske. - Der var ikke nogen speciel episode. Et kald er vel bare, at man gerne vil et eller andet, og så arbejder man på det. Og jeg har aldrig fortrudt det. Masser af arbejde Efter at have læst teologi på Københavns Universitet var Kirsten Munkholt ikke i tvivl om, at hun ville tilbage til Nordjylland. Hun begyndte som hjælpepræst i Romdrup-Klarup ved Aalborg i 1979, og efter tre år fik hun chancen for at blive sognepræst i Tårs - og slog til. I de første tolv år fungerede hun som delepræst mellem Tårs og Bistrup Sogn, men har siden 1994 brugt al sin tid på beboerne i Tårs. Når hun tænker tilbage på de 25 år, der er gået, er det med et stort smil. - Det har været dejligt, lyder det prompte. - Det er dejligt, at folk har været villige til at dele deres liv med mig. Og lige præcis det at arbejde med mennesker fra alle samfundslag og hjælpe dem i deres liv er noget af det, Kirsten Munkholt holder allermest af. Og hun har haft nok at se til. Udover de cirka 3700 mennesker i sognet, ringer mange af hendes gamle konfirmander til hende, når de får børn eller skal giftes. - Tårs Kirke trækker mange hjem. Selvom folk flytter fra byen, vil de gerne hjem, når de skal giftes, holde barnedåb eller begraves. Præstearbejde er lidt ligesom en snebold. Jo længere man har været et sted, jo mere arbejde kommer der, fordi man kender folk. Kendt ansigt i sognet Og Kirsten Munkholt kender efterhånden hver og én i sognet. Og omvendt. - Jeg er rigtig glad for den stærke tilknytning, jeg har fået til folk i sognet. De har allesammen haft kontakt til mig på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det betyder selvfølgelig også, at hun aldrig bare er privatpersonen Kirsten Munkholt fra Tårs. - Selv når jeg går ud og handler, er jeg jo aldrig bare mig. Så kan folk godt komme hen og spørge om noget, de har gået og tænkt på. Men det generer hende ikke. Hun har altid selv lagt op til, at hendes sognebørn skal ringe, når de har brug for det. Også selvom hun har fri. - Det er et spørgsmål om tilvænning, og det har aldrig været et problem for mig, siger hun med et smil. - Men den næste generation af præster vil ikke leve, som jeg har gjort. De vil være private på en måde, som jeg ikke forstår. Kirsten Munkholts måde at være præst på har derfor også involveret både hendes mand og deres to børn, Jakob på 24 år og Maria på 20 år. Men det har ikke skræmt dem, for Maria har endda valgt at gå i sin mors fodspor og læser nu teologi i Århus. Det glæder et gammelt præstehjerte. - Det har jeg det rigtig godt med. Jeg har prøvet at stille mig helt udenfor, for hun skal ikke være præst på sin mors præmisser, men jeg har altid signaleret, at det er et dejligt arbejde. Faktisk synes Kirsten Munkholt, at arbejdet er så dejligt, at hun slet ikke har skænket pensionisttilværelsen en tanke. - De kan komme til at hænge på mig i Tårs i mange år endnu, griner hun.