Der er ingen penge til et sundt måltid mad i skolen

Frederikshavn kommune støtter ikke sund skolemad

Skolevæsen 22. marts 2007 05:00

STORKOMMUNEN: Den står stadig på flade madpakker, eller sodavand og slik, hos hovedparten af skoleeleverne i Frederikshavn kommune. Kun én skole i Østvendsyssel tilbyder varm mad til eleverne hver dag, og det er et problem, hvis man skal tro Frede Braüner, der er kostekspert og forfatter til bogen Kost – adfærd – indlæringsevne. - Det er forældrenes ansvar, men problemet er, når børn går i skole med madpakken i hånden, så er det deres ansvar. Den ryger tit over hækken, og så går børnene hele dagen uden mad, og der må skolen tage ansvaret. Han mener, at daglig obligatorisk fællesspisning i folkeskolen vil gøre underværker. -Børn, der er trætte, kan kun koncentrere sig i en time, men børn, der har fået et ordentligt måltid mad, kan koncentrere sig i to til tre timer. Varm mad i Aalbæk Aalbæk skole er den eneste i Frederikshavn Kommune, der serverer varm mad for eleverne hver dag, og det gør de uden støtte fra kommunen. Alligevel mener skoleleder Per Hesthaven, at et kommunalt tilskud til skolemad vil være en god idé. -Vi skulle gerne holde det på 15 kroner for en ret, og det er altså lige knap nok, at vi kan få det til at køre rundt. - Der kunne jeg godt se kommunen støtte det lidt på personaledelen. Medlem af Børne- og Ungdomsudvalget Anders Broholm (V) mener ikke, at det er kommunen ansvar, at børnene får den rigtige kost. -Det offentlige kan ikke tage alle problemer på sig, og der er forældrene også nød til at vise ansvar og betale for skolemaden, som jeg i øvrigt syntes er en udmærket idé, siger han og fortsætter. -Hvis det er opstartsordninger og noget med at få faciliteterne i orden, så er jeg villig til at kigge på det, men som udgangspunkt er det forældrenes ansvar, siger Anders Broholm Kun tre ud af 10 kommuner i Region Nordjylland, som NORDJYSKE har talt med, giver støtte til skolemad. Det er Hjørring, Brønderslev og Læsø kommune. Ritzaus Bureau har også foretaget en undersøgelse på landsplan, der afslører, at kun 31 procent af de danske kommuner støtter skolemadsordninger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...