Der er jo en helt almindelig kvinde indeni...

Hornfiske-dans for midaldrende sild

- Vi havde glædet os sådan ca. i halvandet år til en uges kursus med malerpensler og akvarelfarver på Højskolen på Samsø. Men der er rift om pladserne, og vi to gamle studieveninder måtte pænt stille op i køen. Vi havde udtænkt den ideelle ramme for nærvær og råhygge mellem to fortravlede sjæle, der sjældent får mulighed for at snakke helt færdigt eller grine absolut igennem. Så i ugerne op til kurset, havde vi svært ved at få armene ned i overstadig forventning. Vi kom med hver sin færge; den ene fra Sjælland, den anden fra Nordjylland med masser af malergrej og en lille smule fiskeudstyr. For vel var vi kommet for at lære at male, hvis det da var noget, der kunne læres. Men en uge på Samsø med himmelsk fiskevand i alle verdenshjørner, mente jeg i hvert fald, burde udnyttes mellem linjerne i kursusplanen. For siger et gammelt assyrisk ordsprog måske ikke, at de stunder, der går med at fiske, lægges til et menneskes afmålte levetid? Højskolen er i forvejen kendt for sine kystflue-fiskekurser med fiskeribiologen og forfatteren Steen Ulnits og Preben Petersen, der i øvrigt er post i Hadsund, som instruktører. Og har højskolens forstander, Ole Kæmpe, måske ikke selv sagt - endda på tv - at man skal fiske, når man har lyst til det, og så er det i princippet lige meget, hvornår man fisker. Med andre ord kunne der ikke være tvivl om, at vi også skulle ud at fiske. Selvfølgelig kan der fanges havørreder fra kysten, men jeg mente, det var mere sikkert at satse på hornfisk, der hele sommeren kan hittes fra kysten med stort set alle slags agn. Så i stedet for at lytte til forstanderes foredrag om Samsøs kultur, kørte vi ud i Samsøs natur. Ud til sydenden af Besser Rev i ly for en hærgende vestenvind. I waders og udrustet med henholdsvis spinne- og fluestang indledte vi jagten på den danske sværdfisk, den grønbenede og lynhurtige hornfisk. Som altid når man tager andre med på fisketur, er det med et stort håb om at få fangst og en viden om, at skaldyr er umulige dyr - forstået på den facon, at dyr, der skal fanges, absolut ikke vil fanges. Og på den led tegnede det hurtigt til fiasko. Og dog. Pludselig var der en hornfisk efter Anne-Maries blå blink. Den sølvglinsende hornfisk sprællede langt ovenud af vandet, landede med et plask og var væk igen. - Åh, nej, det var synd, udbrød jeg. Men min kære veninde var oprigtig og vildt imponeret. Født på Færøerne, opvokset i Grønland og udstyret med en fiskestang længe før, hun fik en blyant i hånden, var det alligevel første gang, hun havde set en hornfisk springe. Aftenen var reddet, oplevelsen var intakt og min rolle som den gode fiskeguide, der viser vej til den sikre fangst, var heldigvis udspillet, og jeg kunne slappe helt af. Senere hentede vi så den rigtige fiskeguide, Preben, ved færgen og kørte derefter direkte på restaurant, for det var langt over højskolens spisetid. Efter en halv dag på egen hånd langs kysterne i blæst, så vi måske lidt uharmoniske ud. Vi blev dog først opmærksomme på problemet, da Preben høfligt anbefalede et spisested, hvor han mente, at han ikke ville få problemer, selv om han medbragte et par forblæste og underligt indpakkede midaldrende sild. - Jeg har engang været her sammen med Steen, og da havde vi waders på, så det går nok, kom han til at sige. Og så begyndte Anne-Marie udpakningen. Jakke, tørklæde, trøje og så en trøje mere, og forundret udbrød Preben: - Jamen, der er jo en helt almindelig kvinde indeni, og så gik vi over til at bestille. Næste dag var vi ude igen ved Nørreskifte, også på øens østside i læ for den krasse vestenvind, men denne gang medbringende eksperten. Årets nyhed blandt fluefiskerne er den Samske gulerod, en enkel sag med rød flouro-krop og hale af mylar-flash, Prebens absolutte sommerfavorit. Ole Kæmpe sværger til det sidste nye, nemlig hornfisk på tørflue, gerne en rød variant af den svenske stallingflue Klinkhamar, men i aften blæser det nok lidt for meget, mener forstanderen, der lige har en time til at fiske i efter en lang dag på skolen. Igen springer hornfiskene ud af vandet. Preben råber gang på gang "nejj, og øv", når en fisk smutter af hans flue, og Anne-Marie prøver det en enkelt gang. Jeg har også en på, men den smutter igen. Men for os er det egentlig ret ligegyldigt. Bare stå der i Kattegats klare vand med uldsokker og gummibukser og nyde at være en lille del af noget stort. - Blive gendannet, som Ole Kæmpe siger. Det var sådan set mere end nok, at hornfiskene havde danset for os. Preben kunne alligevel ikke lade være med senere at sende billeder af en af de mere end 30 hornfisk, som han selvfølgelig fangede, da vi var rejst hjem. Den smagte himmelsk røget derude på stedet, lyder meldingen. Og malerkurset? - Det var bare helt i top, men skal også opleves akkurat som fiskeriet.