Lokalpolitik

Der er lukket, men endnu ikke slukket

Kommunekontoret i Sindal er lukket land for borgerne på onsdage - til de ansattes store tilfredsstillelse

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Personchef Arne Nyhus vurdere, at halvdelen af medarbejderne i hans forvaltning deltager i det forberedende arbejde til storkommunen. FOTO: AXEL SØGÅRD

SINDAL:Siden 1. juli har kommunekontorets været lukket land for borgerne - både når det gælder personlige og telefoniske henvendelser. Og det skyldes ikke, at de ansatte er begyndt at power-nappe en dag væk om ugen ved skrivebordene i det store kontorlandskab. Årsagen har været at give medarbejderne en tidslomme i dagligdagen, hvor de kan få noget fra hånden uden de store afbrydelser - og samtidig kunne hellige sig møder i de kommunale arbejdsgrupper, der forbereder kommunesammenlægningen på alle leder og kanter. Fra borgernes synspunkt skulle onsdags-lukket faktisk også være en fordel. Som forberedelserne til den store sammensmeltning er skredet frem, er det oftere og oftere, at folk, som skulle tale med en ansat har måttet gå med uforrettet sag, da vedkommende ikke har været at træffe. Måske lidt som sommerens DSB-køreplan i Vendsyssel: Der har været færre afgange, men til gengæld har toget været der, når man skulle bruge det. - Men det kan også være kommunalt ansatte, der har brug for at tale med en overordnet, som så ikke er der, siger kommunaldirektør Jens Peter Møller. Det var Løkken-Vrå kommune, der oprindeligt indførte onsdagslukket i administrationen, og siden fulgte Sindal og Hirtshals efter. I personforvaltningen sidder forvaltningschef Arne Nyhus. På et nærliggende skab står en stor flødebollebakke med kun to godbidder tilbage. Arne Nyhus afviser, at det skyldes en ny onsdagstradition. -Nej, det var Heidi, som har orlov, der havde dem med, da hun kom for at vise sit barn, forsikrer han. Her sidder Zita Andersen, der er sagsbehandler i pensionsafdelingen, også. - Det er en stor lettelse for os, at vi kan koncentrere os om at få set på dyngerne om onsdagen. Og forberede os til møder, siger Zita Andersen, der sidder i en arbejdsgruppe, som handler om IT-konvertering. Eksempelvis når det drejer sig om harmonisering af de forskellige koder, medarbejderne i de fire kommuner bruger i dag. Selv skal hun arbejde på kommunekontoret i Vrå, og det glæder hun sig til: - I Sindal arbejder vi meget bredt. Man skal tit grave dybt i hjerne, notater og lovgivning. I Vrå bliver det lidt mere specialiseret, siger Zita Andersen, der bor i Ugilt og derfor ikke får så meget længere til arbejde.