Der er masser af arbejde

Lokalt vikarbureau efterlyser folk, der har mod på at træde til som vikarer

Klaus Hjulmann er salgsleder hos AktivPersonale, men han har for få vikarer at sælge til arbejdsmarkedet i øjeblikket. Foto: Hans Ravn

Klaus Hjulmann er salgsleder hos AktivPersonale, men han har for få vikarer at sælge til arbejdsmarkedet i øjeblikket. Foto: Hans Ravn

Der er blevet fyret mange gode medarbejdere rundt omkring i de nordjyske virksomheder i løbet af det sidste halve år, men nu begynder der så småt at dukke arbejde op. I hvert fald sukker Eva Horne fra AktivPersonale i Hjørring efter vikarer. - Det er jo klart, at når virksomhederne har været igennem en fyringsrunde, som har skåret ind til benet, så mangler de folk, når de pludselig får en ordre. Og da de ikke ønsker at fastansætte folk, som de måske senere skal fyre igen, så søger de i første omgang vikarer, fortæller afdelingschefen. Og det er faktisk blevet et problem for vikarbureauet i Hjørring. Alene i sidste uge måtte Eva Horne sige nej til to virksomheder, som efterlyste vikarer. - Jeg havde simpelthen ikke kvalificeret arbejdskraft at tilbyde dem, erkender hun blankt. Derfor efterlyser hun nu folk, som har mod på at træde ind som vikarer. Og når hun taler kvalifikationer, så er det faktisk ikke alverden, hun forlanger. - Der er bestemt arbejde at få, hvis man er en velfungerende voksen, der kan komme op om morgenen, lyder meldingen. Ikke mindst arbejdsløse kvinder er eftertragtet i øjeblikket, hvor det for halvandet år siden var mandlig arbejdskraft, AktivPersonale søgte med lys og lygte og endte med at hente i Polen. Eva Horne afviser dog, at hun kunne finde på at hente udenlandsk arbejdskraft til sine kunder. - Vi skal bruge de gode danske medarbejdere, som er på markedet, fastslår hun. De kan forvente at få arbejde indenfor især fødevareindustrien og i produktionsvirksomheder, men også nordjyske vinduesfabrikker melder fremgang, efter at regeringen søsatte en renoveringspulje tidligere på året. toto