Der er nok at tage fat på

Udgravningen ved Sorthøj skal også en tur gennem Jens N. Nielsens skrivemaskine - eller rettere computer. Det er dog kun jernalderen, han skal skrive om.

Udgravningen ved Sorthøj skal også en tur gennem Jens N. Nielsens skrivemaskine - eller rettere computer. Det er dog kun jernalderen, han skal skrive om.

Han kommer ikke til at kede sig, Jens N. Nielsen, selvom han ikke længere skal ud i marken og være med til udgravningerne. For der er ikke mange arkæologer, der har fået lov til at være med ved så mange store fund, som ham. Og det er nogle af de fund, han nu skal til at slå en sløjfe på, så vi andre bedre kan forstå, hvorfor de er så vigtige. Det første projekt han er begyndt på er en bog om det glasværk, der var i Glargårde nord for Hadsund frem til ca. 1575. Glasværket eksisterede kun i omkring 25 år, men der er nok at tage fat på. Når det er færdig venter et par bøger om gravpladsen i Sejlflod. Der er foreløbig udkommet én bog om Sejlflod-udgravningerne. Det er en slags katalog, hvor hver enkelt grav er beskrevet. Men en ny bog er på vej med en analyse af fundene, og et bud på, hvad de fortæller os. - Der skulle være en reel mulighed for, at jeg får lavet Sejlflod færdig, siger han. Så venter der en bog om Sorthøjudgravningen i Hasseris. Der var både en stenalder- og en jernalderboplads. Stenalderen er der en anden, der tager sig af, men jernalderen venter på Jens N. Nielsen. Når det er på plads skal han i gang med at se nærmere på ødekirkerne i Himmerland. Her var man ude og kigge sidst i 90’erne, men det skal også omsættes til ord og bogstaver. Og skulle det ikke være nok, så kunne han også godt tænke sig at finde tegningerne og fund frem fra det sted, hvor det hele startede - nemlig i grusgraven i Nørhå i Thy, som han egenhændigt udgravede som et hobbyprojekt.