Der er nu noget magisk over mus

Naturvidenskab 19. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Sygeplejerske Gurli Kier-Hansen havde aldrig drømt om, at hun ville blive vild med at samle på mus - men skæbnen ville det anderledes. Og de knap 400 mus, der står på udvalgte steder i huset i Bangsbostrand, er alle nøje håndplukket - på grund af to vidt forskellige oplevelser i Gurlis ungdom. - Èn af grundene ér, at min mand Bo fik fortalt historier om frøken Mus, da han var barn. Bo led meget af mellemørebetændelse, og når hans mor skulle distrahere ham og få ham til at tænke på noget andet end ørepine, fortalte hun fortløbende historier om alle de eventyr, frøken Mus oplevede. Dét var en mus, der kunne klare alt - også ørepine, fortæller Gurli Kier-Hansen. Den anden grund til, at mus har en særlig plads i hendes hjerte, ligger også mange år tilbage. - For meget længe siden strikkede min niece, Annie, to små, søde mus til mig. De var bare så dejlige, at jeg faldt pladask for dem. Siden er der kommet et hav af mus til - faktisk er det blevet lidt af en sport at finde forskellige mus. På musejagt - Min mand, der er lods, har sejlet meget, og vi har så rejst med. Og så skulle jeg jo finde noget at tage med hjem fra rejsen, uden at det fyldte hele kufferten. Dér er mus praktiske, for de fylder ikke ret meget. Og så er der faktisk blevet lidt af en udfordring at finde karakteristiske mus fra fremmede lande, fortæller Gurli Kier-Hansen. Familien har rejst over det meste af verden - tager ofte afsted i to-tre måneder ad gangen - og så går den internationale musejagt ind. Samlingen bærer da også præg af, at musene er kommet tililende fra alle fire verdenshjørner. - Dén mus, jeg har om halsen i en kæde er fra øen Simi - en lillebitte ø i det græske øhav. Stenene er akvamarin (og ikke simili) - det er sømandskonens sten - og jeg er jo sømandskone, siger Gurli Kier-Hansen. Hun har guldmus fra Sydafrika, englemus fra Paraguay, minimus fra Saudi Arabien, porcelænsmus fra Bruxelles og keramikmus fra Norge. I Kina fandt hun også en mus af guld og i Vejle fik hun en enkelt mus skåret i ben. Musedillen har gjort Gurli Kier-Hansen til specialist i musetransport - og hun har altid en udhulet plastflaske, foret med papir, med på sine rejser, ligesom hun altid har én bestemt mus - en såkaldt rejsemus med på alle ture. - Rejsemusen, der er fra Den Gl. By i Århus, er blevet vores maskot. Når vi tager dén med, er det lige så meget, fordi vi så er ganske sikre på, at vi får en god rejse, siger Gurli Kier-Hansen. Druknede mus Ved en mindeværdig regnskylle i Paraguay var det nær gået galt - faktisk lignede Gurli og Bo Kier-Hansen druknede mus - sådan regnede det. - Vi var nær kommet for sent til flyet hjem til Danmark, fordi regnen havde gjort al transport umulig. Men så fandt vi pludselig en mus, der blev købt med lynets hast, og så klarede det op i vejret, og vi nåede alligevel flyveren. Gurli Kier-Hansens mus har ikke navn - det er at drive det for vidt - men de har alle en historie. - Den hvide porcelænsmus fra Bruxelles, der egentlig er et nummer for stor, har symbolværdi. Den fandt vi på vores bryllupsdag - og musen har jo netop brudekjole og brudekrone på. Så den kunne vi ikke lade stå. Den blev fundet på et loppemarked i en rodekasse, hvor vi ikke regnede med at der var noget af værdi, fortæller Gurli Kier-Hansen Familie, venner og bekendte ved nu, hvad de skal forære Gurli, når de selv er ude at rejse - en mus, nemlig! - Det griber jo om sig, men på en måde er det ret praktisk, for folk ved næsten altid, hvad de skal finde på til gave, siger Gurli Kier-Hansen. Hun har fire børnebørn, Andreas, Johannes, Ellen-Anan og Oliver. Og nogle af musefavoritterne i den store samling er netop fremstillet med så kærlige tanker (selv om de faktisk ikke ligner mus ret meget), at det nærmest er blevet hendes yndlingsmus. En sådan mus er bedstemormusen - fabrikeret af Andreas som toårig - den ligner en dobbelt julegris i rødt marcipan - og er ganske lille med en rød silkesløjfe. - At han har siddet med en form, der ligner en gris og samlet en mus og så tænkt på mig, det gør jo musen til et kostbart samlerobjekt. En mus i guld er ikke mere værd end én i ler eller træ - det er tanken og historien bag dén, der tæller, siger Gurli Kier-Hansen, der har samlet mus i 30 år, og som vil samle mus, så længe hun kan finde nogle, som hun endnu ikke har i samlingen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...