Film

- Der er så meget, vi ikke ta’r fat i

Vi lever i en alt for overfladisk tid, synes skuespilleren Mia Lyhne, som elsker dybden i helt almindelige mennesker

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Jeg kan godt lide at spille nogen, der ikke har det så fantastisk. Som kæmper med noget indeni, siger Mia Lyhne.

Klovn”. “Vild med dans”. “Stjernerne på slottet”. 38-årige Mia Lyhne er kendt af mange danskere som en sjov og fræk skuespiller med talent for underspillet komik. Hun er den grænseoverskridende husmortværfløjtespiller fra Trio van Gogh. Den storblomstrede amatørinterviewer fra SF’s valgkampagne til Europa-Parlamentet. Og - ikke mindst - pæne, fornuftige, rolige Mia, der er gift med galningen Frank Hvam i komedieserien “Klovn”. Hvis der er noget fælles træk ved de karakterer, Mia Lyhne har pustet liv i, er det måske enfoldigheden. Hvor nogle skuespillere castes som storsnakkende hurtigløbere eller (for en del kvinders vedkommende) lækre larver, ser det ud til, at der står Lyhne på de figurer, som ikke er så superskarptslebne. Sådan er det også i den nye danske film, “Camping”, hvor Mia Lyhne spiller hovedrollen som den lidt usmarte Connie, der forsøger at samle sin fordrukne mor og sin småkriminelle lillebror op, efter at faren har begået selvmord. Familien er tydeligvis helt til rotterne, og Connie er mere eller mindre forstenet. - Hun er et menneske, som er meget ked af det. Hun er lukket inde i en skal og kan ikke rigtig slippe ud. Hun vil bare gerne have det godt. Det vil vi jo alle sammen, siger Mia Lyhne. Giv mig noget kød Selv om hun er god til at få folk til at grine, er der meget alvor inden i Mia Lyhne. Og stædighed. Hun gik syv gange til optagelsesprøve på skuespillerskolen uden at komme ind - måske fordi hun nægtede at opføre yndige ungpigeroller. - Jeg KUNNE simpelt hen ikke. Det var SÅ ligegyldigt. Jeg var 19, men indeni følte jeg mig mere som en 50-årig kvinde, der er gift og har børn og er midt i en skilsmisse. Jeg ville spille superrealisme a la Norén og Bergman. Der skulle være kød på. Til sidst måtte hun selv stable en uddannelse på benene via teatret Grob, hvor hun spillede i 10 år. Siden har hun haft flere roller både på teater, film og tv - dog ikke i den dystert-dramatiske ende. - Det er rigtigt, jeg er havnet i noget lidt lettere. Men det er da også fantastisk at kunne gå på arbejde og grine, siger Mia Lyhne. Der ER nogle, som tror, at Mia fra “Klovn” må være tæt på den rigtige Mia. Men det er hun ikke. - Jeg har oplevet nogle, der blev lidt skuffede, når de lærte mig at kende, fortæller hun. I hendes øjne er Mia fra “Klovn” en typisk, dansk, overfladisk kvinde, der glider hen over det hele og aldrig går i dybden. - Hun er kontrolleret og kedelig. Og det synes jeg ikke, jeg er. Grimt er godt Lyttende. Sær. Sin egen. Mia Lyhne ved godt, hun ikke er én af dem, der flyder med flokken. Hun er vant til modstand, og succeshistorier siger hende ikke så meget. - Jeg kan godt lide at spille nogen, der ikke har det så fantastisk. Som kæmper med noget indeni. Jeg søger i mine roller efter det, jeg gerne vil vise. I Connie fandt jeg en kvinde, som går i ring og ring og ikke rigtigt flytter sig. Jeg gjorde hende med vilje lidt mere unuanceret. Jeg vil jo gerne finde en åbning, som rammer folk, siger Mia Lyhne. Det er dér, hvor filmen knækker for mennesker, at Mia Lyhnes interesse vækkes. Det glamourøse og fejlfri siger hende ingenting. - Det program, man kan se i fjernsynet, hvor grimme mennesker får rettet alt ud - tænder, næser, bryster - er i mine øjne det ultimative skræmmebillede på vores tid lige nu. Tænker folk over, at selv de billeder, der er i avisen, har været gennem Photoshop? Når man så ser sig i spejlet, bliver man sgu da ked af det. Hvorfor må vi ikke se ud, som vi gør? Hvorfor tror alle, man skal ligne et glansbillede, og at ingen må opdage, hvor meget skidt der er i posen? spørger Mia Lyhne. Se min kjole Når man bliver kendt, kan det næsten føles som et slags krav, at man skal være ovenpå og lykkelig og tjekket og lækker og perfekt. Mia Lyhne kæmper for retten til at leve et almindeligt menneskeliv, når hun ikke er på arbejde, men det er svært at undgå sladderpressens snagen, synes hun. Enten skal man helt isolere sig, og ellers må man acceptere at blive målt og vejet. - Jeg vil ikke lyde som en total helligrøv, for jeg kan jo se, at jeg selv ligger under for det. Forleden stod jeg og sukkede: “Åh, hvad skal jeg dog tage på?” til gallapremieren på “Camping”. Men samtidig var jeg ved at kaste op over mig selv. Jeg kan ikke helt være med der. Journalisterne spørger, hvor ens kjole er fra, og jeg tænker: “Er det det, folk gerne vil vide i dag?” Så får jeg lidt lyst til at melde mig ud af hele det der kendthedshalløj, siger Mia Lyhne. Hun undrer sig over, at talentkonkurrencer, skønhedsprogrammer, reality-shows og stand-up og komedier tilsyneladende er det eneste, folk gider se, mens dokumentar-tv og teater og film, som har noget på spil i forhold til samfundet, sælger stadig færre billetter. - Der er så mange ting i livet, som vi ikke tager fat i. Det er trist, synes jeg. Buddha og Villy Som en del andre skuespillere lægger Mia Lyhne ikke skjul på, at hun i det daglige tager buddhismen til hjælp i sit møde med verden. Hvad der er mindre almindeligt i artistkredse er, at hun offentligt har meldt ud, at hun sympatiserer med SF - blandt andet jublede hun for åben skærm sammen med partiet over kanonresultatet ved det seneste folketingsvalg. - Jeg syntes, det var vigtigt - og det gør jeg stadig - at der kommer en ny regering. Jeg vil ikke lege politiker, for jeg ER skuespiller, men jeg mener godt, man må sige, hvor man står. Mia Lyhne står på menneskenes side, og det vel at mærke dem, der tør (eller er tvunget til at) erkende deres uperfekthed. I det hele taget er der ikke noget, der optager hende mere, end at høre historier fra andres liv og lægge dem til sine egne erfaringer. - Jeg snakker meget med folk. De interesserer mig, siger skuespilleren, som med hovedrollen i “Camping” nu ser ud til at bevæge sig lidt væk fra komikken og over mod de mere seriøse og dramatiske roller, hun som ung drømte om at spille. Det vigtigste for hende er dog at blive ved med at udvikle sig. - Der skal være plads til lidt af det hele. Så er man heller ikke så let at sætte i bås, siger hun.