Der er vand i regnvandsbassinet ved Ingstrup

Kirsten Olsen
Det nye regnvandsbassin nord for Grønhøjvej. Foto: Kirsten Olsen
16. november 2016 09:51

Jammerbugt Forsyning A/S separatkloakerer i Ingstrup by. Arbejdet udføres i overensstemmelse med Jammerbugt Kommunes spildevandsplan.

- Separatkloakering betyder, at regnvand og spildevand skal løbe i hver sit system både i vejen og på privat grund. Overfladevandet bliver ledt ud i regnvandsbassinet, og kloakvandet pumpes til rensningsanlægget, fortæller tilsynsførende Jane Møller Mortensen fra Jammerbugt Forsyning A/S.

- Regnvandsbassinet nord for Grønhøj Strandvej er etableret. Der er lagt vandtæt dug ud i bunden, så der altid står ca. 1 m vand. Når der regner, vil vandet stige.

- Der er etableret to rør under Trudslevvej - et til regnvand og et til spildevand, og der er sat pumpestation på det grønne areal i nordlige ende af Hovedgaden. Alt spildevandet fra Ingstrup by skal på sigt samles i den store brønd, hvorfra det pumpes mod syd ud af byen og til sidst ender på Pandrup Renseanlæg, forklarer hun videre.

Arbejdet har i længere tid betydet afspærringer flere steder i Ingstrup, men arbejdet skrider planmæssigt frem. Kloak- og asfaltarbejderne i dette års etape forventes afsluttet inden jul, mens fortovsarbejderne forventes at strække sig ind i 2017.

- Hele byen separatkloakeres i tidsrummet 2016-2019. Næste år etableres endnu et regnvandsbassin vest for Tinghøjgade. Vi håber, at borgerne i Ingstrup vil få glæde af bassinerne, slutter Jane Møller Mortensen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...