Skagen

Der er virkelig noget at bygge videre på

Når vognen triller den rigtige vej, er det bare med at hoppe på i farten og være med til at give den yderligere hastighed. På sidelinien kan man kun glædes over, at der er så meget fart på så meget i Ny Frederikshavn. Der er ingen tvivl om, at storkommunen allerede har godt fat i mange kunder til stormøder og konferencer, men det er aldrig nok. Det må aldrig blive nok. Derfor er det herligt dag efter dag i NORDJYSKE Medier at erfare, at der hele tiden er nyt i ordrebogen også på dette felt. I går var det kultur- og erhvervskonference, og i dag er det årsmøde for ungdomsskoleledere. Og vi har en ny historie i samme stil i morgen. Herligt at være med til at fortælle om alt det positive, og lad os endelig blive ved. Ny Frederikshavn storkommune har alt det, der skal til for at trække konferencer og ligende i stor skala til området. Vi skal tænke de tre gamle kommuner som én kommune i fremtiden, og så har vi de store lokaler måske mest i Frederikshavn, vi har de knap så store i Skagen og Sæby, hvor vi måske nok har den mest spændende natur og de fleste seværdigheder, som konferencegæster jo også gerne vil have med i pakken. Og vi har det hele indenfor kort afstand. Der er virkelig noget at bygge videre på.