Der går kuk i eventyrene

8. klasserne på Asaa Skole er klar til at bringe latteren frem, når de opfører en skrupskør komedie

Jesper Ramsing
Eleverne fra 8. klasse lagde i går sidste hånd på stykket “Kejserens nye ringetone”, som de skal opføre for omkring 400 publikummer til Asaa Skoles skolefest. Foto Eva Seider
Skolevæsen 9. marts 2007 05:00

ASAA: Det hele gik galt, da 8. klasserne i går øvede på skuespillet til Asaa Skoles store skolefest i aften. De forkerte roller kom på scenen på de forkerte tidspunkter, suffløren blandede sig på scenen, og der var ingen der kunne finde ud af handlingen. Men bare rolig. Det hele var med fuld overlæg. Stykket ”Kejserens nye ringetone” handler nemlig om et skolestykke, hvor alt går galt. Mere præcist kan det nok ikke beskrives, for godt nok er alle de kendte figurer fra H.C. Andersens univers med i stykket - men bestemt ikke i de roller, vi kender fra eventyrene. Der er tale om en komedie, der med sikkerhed kan få smilene frem hos publikum. Og dem bliver der mange af i aften, hvor eleverne skal spille for omkring 400. Derfor var sommerfuglene da også ved at indfinde sig i går, da sidste hånd skulle lægges på stykket. - Jeg er ved at få sommerfugle i maven, og jeg tror heller ikke jeg for sovet så meget i nat, lyder det fra Regitze Larsen, der spiller prinsesse. Hun har en af hovedrollerne samme med Mads Gjødsbøl, der giver den som H.C. Andersen. Og de to hovedrolleindehavere har nydt de to uger, hvor den normale undervisning har været suspenderet til fordel for skuespillet. - Det har været godt. Vi har været mere aktive, end vi er, når vi bare sidder og får undervisning. Og så har det været sjovt at lave det hele selv, siger Mads Gjødsbøl. Eleverne har nemlig selv lavet både kulisser og kostumer. Men selvom det har været sjovt, så er det også hårdt. - Det er sværere, end jeg havde regnet med. Det er svært at leve sig ind i en rolle. Men også sjovt, siger Regitze Larsen. De to skuespillere synes selv, at stykket er blevet godt. Og det er faktisk også vigtigt for dem. - Det er vigtigt for os at gøre det ordentligt. Det er jo en stolt tradition her på skolen, siger Regitze Larsen Der er dog en ting ved det at være skuespiller, der ikke er så sjovt. I hvert fald ikke hvis man er dreng. - Jeg synes, det er meget underligt at skulle gå med sminke og læbestift, siger Mads Gjødsbøl. Stykket vises to gange i aften. Udover skuespillet byder skolefesten også på spisning, forlystelser og dans.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...