Der kan være penge gemt i dit hus

134 energitjek i Hjørring viser, at der er penge at hente på el- og varmeregningen

Arkivfoto
Hjørring 29. september 2016 11:30

HJØRRING: 34 boligejere i Hjørring har i gennemsnit sparet 4252 kroner om året på el og varme efter de gratis har fået gennemgået deres energiforbrug.

Hjørring Kommune har siden 2015 sammen med Husets Energi tilbudt alle husejere et personligt og gratis energitjek af boligen sammen med en dybdegående energi- og økonomirapport. I alt 134 boligejere har takket ja til tilbuddet, som er finansieret af energifonden.

Det kræver en investering

I alt 34 boligejerne har gennemsnitligt investeret 60.000 kroner i energiforbedringer i boligen for at opnå den årlige besparelse på gennemsnitligt godt 4000 kroner.

- De boligejere der allerede har lavet energiforbedringer i deres bolig, har sparet mere end det dobbelte af, hvad vi forventede. Det svarer til to gange det elforbrug, som en almindelig familie på fire personer bruger. Når besparelsen er så stor, skyldes det, at det både er el og varme, der bruges mindre af, siger forretningsudvikler Søren Dürr Grue fra Husets Energi.

Der er stadig 73 gratis energitjek tilbage indtil ordningen udløber i 2017. De uddeles efter først-til-mølle-princippet ved at kontakte Husets Energi.

Arbejde til lokale håndværkere

Formanden for teknik- og miljøudvalget, Ole Ørnbøl (S) er tilfreds med det gratis energitjek, som ikke kun er godt for miljøet og pengepungen. Det giver også arbejde til de lokale håndværkere.

- Indtil nu er der udført energiforbedringer for lidt over 2 mio. kr. og det har givet ekstra arbejde til lokale håndværkere. Det ser vi som et stort plus, og vi tror på, at flere ejere følger anbefalingerne og udfører energirenoveringer fremover, siger Ole Ørnbøl.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...