EMNER

Der må bare ikke gå 16 år

Det kræver ikke den store, udvidede søfartseksamen at gennemskue, at den meget omtalte katastrofebrand på ”Scandinavian Star”, der for lidt over 16 år siden kostede 159 passagerer og besætningsmedlemmer livet, er grebet forkert an. Og dét lige fra begyndelsen. For eksempel lykkedes det måske nok myndighederne at få rejst tiltale imod - og såmænd også dømt - nogle af de mest direkte involverede for nærmest gennemført sjusk med sikkerheden ombord. Eksempelvis det - skulle man umiddelbart tro - helt banale fejltrin, at besætningsmedlemmerne ikke var i stand til at kommunikere med hinanden. Umiddelbart er det da heller ikke svært at dele de efterladtes forargelse over, at dommene i sin tid tangerede det symbolske. Med seks måneders fængsel til ejeren, seks måneders fængsel til rederidirektøren og seks måneders fængsel til kaptajnen. Og så er alle detaljer i selve reder- og ejerforholdene bag ”Scandinavian Star” endda aldrig rigtigt blevet undersøgt til bunds. Set udefra er det heller ikke svært at forstå, at de efterladte stadig her 16 år efter står tilbage med spørgsmålet om, hvorfor selve ulykken kunne ende med at blive så omfattende, ligesom nogle af dem hellere end gerne vil have undersøgt en udbredt mistanke om, at det i sidste ende kan være kynisk forsikringssvindel, der ligger bag den tragiske ulykke ombord på færgen mellem Frederikshavn og Oslo. Men i det sidste spørgsmål er der bare ingen hjælp at hente hos politikerne, efter at Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre har nægtet at lægge stemmer til et flertal uden om regeringen - et flertal, der har krævet sagen kulegravet én gang til af en uvildig undersøgelseskommission. Hos Socialdemokraterne lyder begrundelsen fra retsordfører Morten Bødskov: ”Vi mener ikke, at der er nye oplysninger, som kan berettige, at man laver en total ny omfattende undersøgelse af denne sag”, og hos De Radikale mener retsordfører Elisabeth Arnold, at ”sagen har været igennem så mange instanser, at den har været belyst grundigt nok”. Tilbage står de efterladte med andre ord fortsat med en nagende tvivl. Men måske også med et spinkelt håb om, at politikerne må have lært af sagen om ”Scandinavian Star”, så katastrofer i den størrelsesorden ikke forsvinder ad alle mulige mere eller mindre mytebefængte vildveje, men bliver klarlagt én gang for alle. Og hurtigt.