Der må gerne bades

Forureningen ikke faretruende, men der er rester fra bådmaling

Knud Erik Sørensen: - Man skal ikke stikke hoveden ned i dyndet. Foto: Bent Bach

Knud Erik Sørensen: - Man skal ikke stikke hoveden ned i dyndet. Foto: Bent Bach

ASAA:- Det er ikke farligt at bade i Asaa Havn. Det slog formanden, Knud Erik Sørensen, fast på generalforsamlingen.

Peter Østergaard, der var bådelaugets repræsentant på generalforsamlingen, spurgte til undersøgelser af vandet i Asaa Havn.

- Vi har lavet en plan for oprensning, og det vil koste 3,5 mio. kr. at rense havnen op. Det har vi ikke råd til.

Der var bevilget 200.000 kr. fra den grønne fond til oprensningen, men de kan i stedet bruges til en krebsebro. Det er planen, at den skal etableres til sommer, og broen vil kunne benyttes af mange, der kommer på havnen.

Knud Erik Sørensen fortalte, at undersøgelser viser, at bunden er forurenet med TBT, der stammer fra bådmaling, der nu er forbudt.

- Målingerne viser dog, at det ikke er i en farlig mængde. Men der er forurening. Så man skal selvfølgelig ikke stikke hovedet ned i dyndet, sagde han.

Knud Erik Sørensen konstaterede i øvrigt, at bådejernes sag mod havnen har fyldt meget i det forløbne år.

Knud Erik Sørensen beklagede, at det er kommet til retssag.

- Jeg håber, at bådelaugets medlemmer frigiver de penge, der er deponeret, så der kan arbejdes samlet at skabe drift på havnen.

Bådelauget medlemmer har deponeret 142.000 kr. hos deres advokat Erik Bo Sørensen.

- Jeg håber ikke, at der benyttes samme taktik i år, udtalte Knud Erik Sørensen, der mener, at det vil begrænse de planer, der er for udvikling af havnen.

Vinterbader Kurt Nielsen kaldte bådejernes holdning for uacceptabel.

- Jeg kan ikke forstå, at man tillader de kommer på havnen, når de ikke betaler penge til havnen, sagde han.

Havnen kom ud af 2014 med et underskud på 223.000 kr., men der er stadig en egenkapital på 2 mio. kr.

- Selv om bådejerne deponerer deres afgift, er der stadig penge på bogen, bemærkede Knud Erik Sørensen.

Midt i maj er det planen at uddybe havneindsejlingen, og der lægges op til, at indsejlingen skal være dybere for at minimere grundstødningerne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden