Der mangler mænd

Børn og frivillige voksenvenner fra hele Nordjylland på udflugt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et par gange om måneden og i ferierne har Kirsten Buhl og hendes mand Ove besøg af 6-årige Magnus, der nyder de ekstra oplevelser.

Det er bare hyggeligt at samle grøntsager, lave mad over bål og presse æbler til saft, selvom efterårsvinden er skarp og det også drypper lidt fra oven.

- Det giver noget helt specielt, når glade børn får nogle oplevelser, som de ikke er vant til, fastslår lokalformand for den frivillige organisation, Børns Voksenvenner, Kathrine Jensen, der er taget på udflugt til Landbrugsmuseet i Mosbjerg med børn og voksenvenner fra hele Nordjylland.

Det er voksne med menneskeligt overskud, der har meldt sig til at bruge noget tid sammen med børn, der kommer fra familier med f.eks. kun én forælder til stede, en presset hverdag og et begrænset socialt netværk.

Ikke mindst nærværende mænd, der laver mande-ting med børnene kan være en mangelvare.

- Vi mangler frivillige mænd og har 30 drenge på venteliste til at få en voksenven. Børnene vokser typisk op hos en enlig mor, og der er næsten udelukkende kvinder i deres liv, fortæller centerleder for organisationen i Aalborg, Birgit Leong.

Børnene og de frivillige voksenvenner, der først er igennem en proces med formel godkendelse, mødes typisk nogle timer hver 14. dag, samt måske en dag i ferien, og laver helt almindelige ting sammen.

Det handler ikke om dyre udflugter, men om nærvær og udelt opmærksomhed.

- Vi skiller havemøbler ad og min mand skruer på en knallert med Markus. Vi tager måske hen i sportsklubben, og i ferien tager vi på en længere udflugt, fortæller Kirsten Buhl, der sammen med sin mand, Ove, meldte sig som frivillige, da deres egne børn var blevet store.

- Vores datter havde været frivillig på en Røde Kors sommerlejr, og det havde givet hende rigtig meget. Vi fik også lyst til at gøre en forskel, fortæller Kirsten Buhl.

De blev godkendt til at være voksenvenner og fik herefter kontakt til 6-årige Markus og hans mor.

På landsplan har organisationen, Børns Voksenvenner , der er helt upolitisk og uden religiøs tilknytning, 3700 voksenvenskaber.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst