Fjellerad

Der mangler nogen

VAARST: Torsdag aften holder Vaarst-Fjellerad Boldklub ekstraordinær generalforsamling. Det lykkedes nemlig ikke at finde medlemmer nok til bestyrelsen ved den ordinære generalforsamling i februar, og dermed deler klubben skæbne med mange andre idrætsklubber, der må lede med lys og lygte efter frivillig arbejdskraft. Der skulle findes tre nye medlemmer til bestyrelsen, men kun den ene af posterne blev besat. Desuden var regnskabet ikke klar til godkendelse, så det punkt skal også klares på torsdag. - Så vidt jeg ved, så har klubben ikke tidligere haft problemer i retning af at skulle ud i en ekstraordinær generalforsamling for at få posterne besat. Vi er jo en landklub, og her er måske en lidt større tradition for at bakke op om klubben, siger Poul Rasmussen, medlem af klubbens ungdomsudvalg. Han er overbevist om, at det nok skal lykkes at få sammensat en fuldtallig bestyrelse på torsdag. Vaarst-Fjellerad Boldklub har 550 medlemmer fordelt på klubbens fem afdelinger: Fodbold, håndbold, badminton, gymnastik og linedance. is