Der mangler noget

Jeg kan ikke forestille mig, at der sidder nogen på mediebænken og trykker på knappen til tågehornet, når idrættens interesseorganisationer blæser til kamp for sundheden. Vores lokale idrætssamvirke SIFA støtter denne indsats og følger tendenserne nøje.

Det handler jo om gode vaner. Gode bevægelsesvaner, gode spisevaner, gode lyttevaner (for ikke alle eksperter er "tågehorn") og sidst men ikke mindst gode sociale vaner. Det giver mening at fokusere en indsats på de unge og de yngste. Vaner danner vi nemlig tidligt. Uanset om vi har nogen at dele dem med eller ikke. For os mere-end-moderne mennesker er hverdagens valg nok individualiserede, eller de fremstår sådan. Vi vælger hver dag at følge nogle vanespor, men fordi der ikke er nogen facitliste, når det kommer til gode livs-vaner producerer vi enten dårlig samvittighed eller en fortrængning. På den måde behøver vi ikke sådan helt at forholde os til vores valg af vaner. Og ved at gøre det, bidrager vi til den fortsatte individualiseringstendens. Så længe der ikke er nogen autoriseret livs-vane guide eller kogebog, så er der usikkerhed nok til at kunne argumentere for præcist den måde at leve på, som vi har valgt. Nu er idræt kun et vanespor til et godt og langt liv. Sundhed handler om mere end at bevæge sig og at svede. For eksempel handler det også om, at vi faktisk er for dårlige, når det kommer til viden om at lave sund mad. Prøv at bede den generation, der lige har forladt skolen, om at lave en kostplan baseret på menuer og retter, som de selv er i stand til at lave. Måske vil resultatet være skræmmende, men det skal ikke afholde os fra at få konkret viden, så vores sundhedsstrategi ikke kommer til at halte. På tv og på nettet kan vi alle få adgang til masser af madprogrammer og sider om mad. Og det er heldigvis ikke alle værter eller mad-bloggere, der er lige "mad-glade", for den gode sundhed er altså ikke smør, smør, smør, eller sukker, sukker, sukker. Der er imidlertid noget, som mangler i de idrætsbaserede sundhedsstrategier. Det er en viden om, hvad det betyder for den individuelle sundhed at indgå i sociale sammenhænge. Og her tænker jeg ikke på "social" i den gode, foreningsmæssige betydning. Hvor mange unge mænd er stoppet med idræt, fordi de får kæreste (senere partner)? Hvordan går det med forældres deltagelse i idræt, når de 1,7 børn melder deres ankomst? Hvordan går det med den unge arbejdskrafts bevægelsesvaner, når det første job bliver scoret. Eller lige det modsatte, når unge som voksne ryger på arbejdsmarkedets udvisningsbænk? Man er nødt til at starte et sted. Og vi er nødt til at prioritere vores ressourcer. Derfor er det entydigt godt, at vi er begyndt at tage fat om vores sundhedsvaner. Og begyndt at ændre i nogle af idrættens mest indgroede vaner. Men skærer vi ind til benet, må modellen for det sunde liv så at sige ikke være for tynd, for enstrenget eller for mager. Uanset hvor megen sund mad vi åbner op for, skal der være et "overskud" til at sige ja til sundhed. Det giver mening at leve sundt, fordi et sundt liv statistisk set gør det muligt at leve længere. Det giver også mening at leve sundt, for det betyder lavere udgifter på vores fælles sundhedskonto. Det giver også mening at leve sundt gennem bevægelse og sund kost, fordi det skulle minimere risici for de sygdomme, som ikke kommer fra naturens side, men fra vores måde at leve vores liv på. Men vi ved alle, at der er nogle vaner, vi ikke kan styre. Uanset hvor meget individualiserede vi oplever at være, eller hvor meget vi tror på Scientology. Nogle kalder det skæbne. Andre opbygger en kæmpe pukkel af skuffelseserfaringer. Derfor er det sociale vigtigt, når vi idrætspolitisk blæser til kamp for sundheden, mod en for tidlig død, for høje offentlige udgifter og for slap figur. Mennesker ændrer nemlig kun vaner, når det gør det sammen med andre. Og selvfølgelig kun sammen med andre, man har det godt sammen med. Vi har - også uden for idrættens interesseorganisationer - et ansvar for at bevæge hinanden. Der ligger kimen til de gode livs-vaner. Gør vi det ikke sammen, er vi sårbare.