EMNER

Der ér problemer med stoffer i Skagen

NARKO:Nu har der været skrevet så meget om narko i Skagen, og ingen har endnu forstået at der virkelig er et problem, udover de to pårørende. Det er ganske rigtigt, at der er mange, der er påvirket af stoffer i weekenderne. At sætte en procentdel på er meget svært, men det er ikke helt forkert når man siger omkring 60-70 procent. Det er virkelig forkasteligt, at det offentlige ikke træder ind, og får gjort noget ved de stadig stigende "narkomaner". Ja, der er hjælp at hente for de unge under 18 år, men hvad så med dem, der er over 18 år?. Vi syntes ærlig talt, at der bliver snakket alt for meget frem og tilbage. Det er, som om I vil have beviser, inden I foretager jer noget. Er det virkelig ikke nok med de to pårørendes udtalelse? Og man kan jo godt forstå, at de pårørende ønsker at være anonyme. I ved jo lige såvel som os, at hvis først man står frem i rampelyset og taler åbent, om det man eventuelt ved, så er man i lige så stor farezone, som de unge er med stoffer. Og man kan jo også lige afsætte et par timer en lørdag nat, og bevæge sig ned i nattelivet og se hvad det egentlig er, der foregår. Man er altså nødt til at gå ind på diskotekerne. Eller gå en tur op ad Gittes Vej, også kaldet Pusherstreet. Den er godt nok også god den der med, at politiet ikke har kendskab til det, der foregår på Gittes Vej. Der er blevet handlet og indtaget stoffer de sidste 10-15 år på den vej. Det nye sted er ovre bagved Sømandshjemmet. Det er sgu ikke svært at se, at politiet og det offentlige bevidst lukker øjnene. Skal man så tro på natteravnenes udtalelse om, at det ikke er det store problem med stoffer i Skagen? Nej så absolut ikke. Hvordan kan man udtale sig om noget, man overhovedet ikke aner noget om. De bevæger sig rundt omkring på gaderne i deres smarte gule jakker. Til hvilken nytte? De hjælper jo ikke engang de mennesker, som ligger og sover diverse steder. Vi kunne faktisk godt tænke os at vide, hvad deres funktion egentlig er? Lige et andet spørgsmål, har natteravnene ikke tavshedspligt? Det kan oplyses, at vi fra børn af natteravnene har hørt nogle ting, som vi helt afgjort mener bør holdes inden for natteravnene. Lidt politipatruljering ned på Havnevej/plads hver fredag og lørdag nat ville gavne, især på ballademagerne. Og det er ikke nok med en enkelt gang. Parker bilen ovre ved Sømandshjemmet, hvor man kan se bilen, og spadser en lille tur op og ned ad de nævnte veje. Det bedste tidspunkt er efter kl. 01.00. (Det er virkelig helt hen i vejret, at vi almindelige borgere ved mere en politiet, og at vi skal fortælle dem, hvad de skal gøre). Hvis der ikke snart tages fat i problemet ender Skagen med at blive styret af de stærkt stigende stoffer. Er det virkelig sådan vi vil have det? NORDJYSKE i Skagen har i øjeblikket tema om narko i Skagen og accepterer på grund af sagens alvor, at nogle ikke ønsker at stå frem med navne. Redaktionen vurderer hver gang seriøsiteten i de bragte indlæg og kender forfatternes identitet. redaktionen