Erhverv

Der rokeres om i erhvervs-rugekassen

FJERRITSLEV:Det bliver nu muligt for en mindre, it-baseret virksomhed at rykke ind i 63 kvm. ledige lokaler i erhvervs-rugekassen e-huset på hjørnet af Skolegade og Jernbanegade. Der er sket en omrokering i huset, efter at fotograf Finn Byrum har besluttet at hellige sig sin freelance-virksomhed på feltfod. Daniel Stjernholm har udvidet sit it-firma Klein Data, og Ecologinet har indskrænket lidt, oplyser erhvervschef Søren Westergaard, Fjerritslev. Søren Westergaard er også direktør i Erhvervenes Hus Aps., der lejer sig ind i de kommunalt ejede bygninger og videreudlejer dem, og han ser det som en naturlig ting, at virksomhederne udvikler og tilpasser sig. - Det ligger i selve begrebet en rugekasse, at firmaerne trimmes, og vi kan se omkring os, at e-huset inspirerer andre til at lave noget lignende, siger Søren Westergaard. Han tilføjer, at det ikke er de mest spændende tider for erhvervslivet, der er præget af afmatning i næsten alle brancher. - Derfor er det godt med en forholdsvis lille rugekasse som vores, hvor der er plads til at små virksomheder kan afprøve nye ideer. Jeg er overbevist om, at fremtiden for vores område ligger inden for teknisk viden, design og knowhow - den løntunge fremstillingsvirksomhed er det meget svært at konkurrere på i dag, siger Søren Westergaard. - Vi skal profilere os på kompetence og viden, og god uddannelse er ekstremt vigtig. Derfor er det også godt, at VUC stadig holder kurser i e-huset, selv om vi ikke aner, om amtspolitikerne eller Folketinget pludselig sparer dem væk. Han tilføjer, at han meget håber, Fjerritslev Gymnasium kan bevares, fordi der er et generelt problem med et lavt uddannelsesniveau i Han Herred. - I forvejen er det meget op ad bakke for tiden i de fleste brancher, og ingen aner, hvornår tingene vender igen - eller om det overhovedet sker. Hvis gymnasiet lukker, vil det kun gøre ondt værre i et område som vores. Lejen i e-huset fastsættes efter forhandling, men ligger på niveauet 500-600 kr. pr. kvm. årligt. Det er inklusiv forbrugsafgifter og adgang til mødelokale og kantine, og der er naturligvis bredbåndforbindelse til rådighed. - Huset er ikke for edb-nørder, som vi har hørt nogen tror. Men virksomheden skal være baseret på ny teknologi, ikke tung industri, understreger Søren Westergaard. Erhvervnes Hus Aps. er stiftet af Midtfjord Udviklingsråd og har en bestyrelse bestående af Hans Jørgen Holmehave, Lindy Mortensen samt Søren Westergaard.