Der skæres i rengøringen

Kommunen sparer cirka halv million kroner om året på sænket rengøringsstandard på Codanhus og i Sindal.

Allan Vinding Sørensen,
Jobcentret i de tidligere Nestlébygninger lægger nu rengøringsniveauet på Codanhus og i Sindal. Arkivfoto: Bente Poder
EMNER 1. februar 2009 15:21

Codanhus og det tidligere kommunekontor i Sindal må fremover nøjes med samme rengøring som jobcentret på Nestlé. Det sparer kommunen cirka en halv million kroner på årligt. Det præcise beløb er en forretningshemmelighed mellem kommunen og det landsdækkende rengøringsselskab Elite Miljø A/S, som vandt udbuddet. Rengøringsopgaven har nemlig være sendt i EU-udbud. Opgaven skal i EU-udbud, hvis den koster mere end 1,5 millioner kroner om året. Elite Miljø A/S vandt den fem-årige kontrakt, som har mulighed for forlængelse med seks måneder. Byrådspolitikerne har ikke lagt skjul på, at man håbede, at udbuddet ville betyde en besparelse på rengøringsområdet de tre steder. Selv om standarden nu sænkes til standarden på jobcentret i de tidligere Nestlébygninger, er vurderingen, at standarden er forsvarlig. På jobcentret har man hele tiden fået gjort rent én gang om ugen. Her har de ansatte også selv skullet tømme deres papirkurve. De øvrige steder har rengøringspersonalet været forbi kontorerne hver dag og har tømt papirkurve. Politikerne har dog bestemt, at man vil opbløde nedskæringen af rengøringsniveauet ved at købe en årlig omgang hovedrengøring. Dette bliver dermed en lille forbedring for medarbejderne på jobcentret. Tidligere var udgifterne til årlig rengøring de tre steder 1,6 millioner kroner. Med det nye EU-udbud har man altså sparet cirka 20 procent. - Det er procentvis en stor besparelse, siger økonomidirektør Karl Henrik Laursen. Seks virksomheder søgte om at blive prækvalificeret til at få lov til at byde på opgaven. Af dem blev tre sorteret fra, fordi de ikke opfyldte de skrappe betingelser, der skal være opfyldt i et EU udbud.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...