Brovst

- Der skal gøres noget nu

TRAFIKSIKKERHED:Jeg flyttede med min familie til Brovst for ca. 4 år siden, og var allerede lidt betænkelig ved at flytte herop dengang vi så på huset. Betænkeligheden kom sig af et par fuldstændig vanvittige oplevelser i trafikken, bare ved turene herop. Jeg gik i dialog med politikerne i området, og jeg blev lovet, at der ville ske noget på området. Der blev også givet udtryk for, at man godt kendte til de problemer, der var med trafik i landområderne og de mindre bysamfund. Der blev opstillet lidt flere skilte, og mig bekendt en enkelt gang, hvor politiets fotobil havde sneget sig uden for de store hovedveje, men det var der nok ikke mange penge i. Nu skete det forfærdelige, som desværre var ventet i byen, en lille dreng på ni år blev kørt ned på fortovet. Jeg ved ikke, hvem udover den unge mand, som kørte bilen, der har ansvaret? Er det politikerne, forældrene til de unge mennesker eller politiets manglende synlighed i dette område? Jeg vil ikke give den ny politireform skylden, da problemet har eksisteret i de fire år, jeg har boet her. Og efter dem jeg snakker med, er det helt almindeligt, at der finder vild kørsel sted, da det ingen konsekvens har for dem der gør det. Jeg vil ikke gøre mig klog på, hvad der skal ske rent teknisk med vejforholdene i Brovst by og indfaldsvejene til byen, men det vil ikke kræve den store indsats og fange de værste af de trafiksyndere, som kører med hovedet under armen her i området. Det kræver blot en tilstedeværelse af politi torsdag, fredag eller lørdag aften. De skal blot stille sig på P-pladsen ved hallen, og så køre efter lyden af hvinende dæk. Jeg hørte i nyhederne at man politisk havde sparet alle vejforbedringer væk, det kan jeg kun protestere over på det kraftigste. Der skal gøres noget nu, ikke kun på en enkelt vej i byen, men i hele byen og alle veje deromkring. Jeg stemmer for at genindføre færdselsloven i Brovst og omegn. Jeg uddyber meget gerne min holdning, og ønsker at få en debat der kan synliggøre problemerne i området.